Her finder du svar på en række spørgsmål om forebyggelse af COVID-19-smitte ved retterne, hvis du er part eller vidne i forbindelse med en retssag.

Skal jeg møde i en sag under perioden med diverse tiltag og restriktioner i samfundet for at hindre spredningen af COVID-19?

Ja. Hvis ikke du har fået besked om andet, skal du møde. Hvis du er i tvivl, om du skal møde til en sag, skal du kontakte retten for afklaring.

Skal jeg møde i retten, hvis jeg er syg?

Hvis du er smittet eller har symptomer, der kunne tyde på COVID-19, må du ikke møde i retten. Det gælder også, hvis det kun er milde symptomer. Læs nærmere om symptomerne her. 

Hvis du har været smittet med COVID-19, må du først møde i retten, når du ikke længere smitter. Husk at kontakte retten og melde afbud. Kontaktdetaljer er på rettens hjemmeside. Er du indkaldt i retten, vil det som ved al anden sygdom være en juridisk afgørelse, om der er tale om lovligt forfald. Retten kan anmode om en lægeerklæring.

Skal jeg møde i retten, hvis jeg er nær kontakt til person smittet med COVID-19?

Hvis du bor sammen med eller på anden vis har været i nær kontakt med en, der er smittet med COVID-19, skal du følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for test og selvisolation. Du må først møde i retten, når du efter retningslinjerne kan ophæve selvisolationen. Læs mere om nær kontakt på sundhedsstyrelsens hjemmeside

Husk at kontakte retten og melde afbud. Kontaktdetaljer er på rettens hjemmeside. Er du indkaldt i retten, vil det som ved al anden sygdom være en juridisk afgørelse, om der er tale om lovligt forfald. Retten kan anmode om en lægeerklæring.

Får jeg vidnegodtgørelse udbetalt i kontanter?

Du får vidnegodtgørelsen indsat på din NemKonto. Hvis du ikke har en NemKonto, kan du oplyse kontonummeret på den konto, som du ønsker beløbet indsat på. Vidnegodtgørelse udbetales to gange månedligt.

Skal jeg testes for COVID-19 før møde i retten?

Alle parter og vidner opfordres til at lade sig teste for COVID-19, inden de møder i retten. Det er frivilligt, om man vil følge opfordringen, og man vil ikke ved fremmøde blive bedt om at vise dokumentation for test.

Læs også retningslinjer for adfærd og hygiejne i forbindelse med sagsafvikling ved retterne.

Sidst opdateret: 11. marts 2021