Erstatningskrav ved overgang til digital tinglysning

Du kan sende et erstatningskrav til Domstolsstyrelsen, hvis du mener, at du tabte penge, da tinglysningen blev digitaliseret i 2009.

En række brugere oplevede længere sagsbehandlingstid, da statens tinglysningssystem blev digitaliseret. Nogle af dem anlagde et gruppesøgsmål mod Domstolsstyrelsen.

Retssagen blev afgjort af Østre Landsret den 27. maj 2019, hvor landsretten frifandt Domstolsstyrelsen. Retssagen blev anket til Højesteret af brugerne. Højesteret afsagde dom i gruppesøgsmålet den 15. juni 2020. Højesteret frifandt også Domstolsstyrelsen.

Indgivelse af erstatningskrav

Du kan sende et erstatningskrav til Domstolsstyrelsen, hvis du mener, at du tabte penge, da tinglysningen blev digitaliseret i 2009.

Erstatningskrav skal sendes til Domstolsstyrelsen, Store Kongensgade 1 -3, 1264 København K eller til post@domstolsstyrelsen.dk.

Forældelsesfristen er udskudt til den 31. december 2020. Hvis du ønsker at gøre et erstatningskrav gældende, skal det ske inden denne frist. Ellers risikerer du, at dit krav er forældet.

Fristen for forældelse er udskudt ved tekstanmærkning nr. 114 til § 7 på finansloven. Tekstanmærkningen lyder således:

I sager vedrørende erstatningskrav i anledning af forsinkelser opstået i forbindelse med idriftsættelsen af det digitale tinglysningssystem vil Domstolsstyrelsen ikke påberåbe sig, at forældelse er indtrådt forud for den 31. december 2020. Endvidere vil Domstolsstyrelsen ikke påberåbe sig, at et erstatningskrav, som rejses inden den 31. december 2020, skulle have været fremsat tidligere.

Det digitale tinglysningssystem og baggrunden for gruppesøgsmålet

I 2009 blev det statslige digitale tinglysningssystem indført. Systemet har hele tiden været og er fortsat en succes.

Den digitale tinglysning indebar, at sagsbehandlingen blev papirløs og automatiseret i hovedparten af sagerne. Sagsbehandlingen blev også samlet ved Tinglysningsretten i Hobro. Med automatiseringen af sagerne skete en væsentlig effektivisering og forbedring af tinglysningsprocessen til gavn for alle. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid kom ned på mindre end én dag.

Der ekspederes hver måned ca. 140.000 tinglysninger. I over 85 % af alle sager sker tinglysningen nu helt automatiseret på få sekunder, efter at dokumentet er anmeldt til tinglysning. Inden overgangen til digital tinglysning var sagsbehandlingstiden - udover den tid der gik med at sende dokumenterne frem og tilbage – i gennemsnit næsten 7 dage med store udsving fra den ene byret til den anden.

Ved overgangen til det digitale tinglysningssystem skulle nogle sager fortsat behandles manuelt. Der var afsat ekstra ressourcer til dette og til de overraskelser, der måtte komme. Der opstod imidlertid uforudsete problemer, der skabte en ophobning af manuelt behandlede sager, selv om der blev tilført yderligere ressourcer. Den store mængde sager medførte længere sagsbehandlingstider, navnlig i slutningen af 2009 frem til begyndelsen af 2010. Sagsbehandlingstiden kom i perioden op over 8 dage i gennemsnit, men med store udsving, således at enkelte sager tog væsentligt længere tid.

I løbet af 2010 kom sagsbehandlingstiden ned på et normalt niveau for alle sager.

Hvad kræver de erstatningssøgende?

En gruppe borgere anlagde gennem Foreningen Gruppesøgsmål.nu i 2011 en retssag mod Domstolsstyrelsen med krav om erstatning for de tab, de mener at have lidt, fordi sagsbehandlingen tog længere tid end forventet. Erstatningskravet gælder for tinglysninger, der blev anmeldt fra september 2009 til udgangen af 2010.

De erstatningssøgende mener bl.a., at myndighederne (Domstolsstyrelsen, Tinglysningsretten og Justitsministeriet) ikke planlagde overgangen til det digitale tinglysningssystem godt nok. Ifølge de erstatningssøgende overså myndighederne problemer, der burde være forudset, afsatte for få ressourcer og greb for dårligt og for langsomt ind over for problemerne. Under alle omstændigheder mener de, at staten skal erstatte deres tab, fordi de statslige myndigheder udsatte borgerne for en risiko i ønsket om hurtigt at opnå de økonomiske besparelser ved det nye digitale tinglysningssystem.

Hvad er Domstolsstyrelsens synspunkt?

Domstolsstyrelsen beklager dybt de gener og mulige tab, som nogle borgere og virksomheder havde ved den længere sagsbehandlingstid i den første tid efter indførelsen af det digitale tinglysningssystem.

Udfordringerne i forbindelse med overgangen til det digitale tinglysningssystem skyldtes en række uforudsigelige og ekstraordinære omstændigheder. Tinglysningsretten var blevet rustet til at imødegå uforudsete problemer, men ikke de ekstraordinære omstændigheder, der indtraf, herunder at finanssektoren indleverede 200.000 pantebreve til digitalisering.

Der blev grebet effektivt ind, så snart som det var muligt. Situationen kom hurtigt under kontrol, men det krævede nogen tid at afvikle sagspuklen.

Domstolsstyrelsen bemærker, at erstatningskravene angår 426 sager om anmeldelse til tinglysning over en periode på 16 måneder. I den samme periode blev der ekspederet i alt 2.090.868 tinglysninger. Kravene angår økonomiske tab, der ikke er opgjort.

Forløbet siden gruppesøgsmålets anlæg

Retssagen blev anlagt i august 2011 og blev antaget som gruppesøgsmål den 26. september 2013. Tilmeldingsfristen til gruppesøgsmålet løb indtil den 30. juni 2014.

Siden har der været en omfattende skriftveksling mellem parterne, og der er fremlagt mere end 8.000 sider dokumenter. Efter ønske fra de erstatningssøgende har der været udpeget eksperter, der har udarbejdet to omfattende rapporter med svar på en række spørgsmål. Forberedelsen af retssagen har således været ekstraordinært omfattende og tidskrævende.

I oktober 2018 berammede landsretten hovedforhandling over 12 dage i januar, februar, marts og april 2019. Som nævnt blev retssagen afgjort den 27. maj 2019, hvor Østre Landsret frifandt Domstolsstyrelsen. Retssagen er anket til Højesteret af brugerne. Højesteret har berammet hovedforhandling i retssagen den 2. og 3. juni 2020 og forventes at afsige dom i gruppesøgsmålet i løbet af 2020.

Østre Landsret behandler sideløbende med gruppesøgsmålet nogle retssager mod Domstolsstyrelsen, der er anlagt af ni erhvervsdrivende i 2013 og 2014.

Landsretten har endnu ikke berammet mundtlig forhandling i erhvervssagerne, men har med Domstolsstyrelsens godkendelse tilladt, at de erhvervsdrivende kan gøre rede for deres synspunkter under den mundtlige forhandling i gruppesøgsmålet.

Kammeradvokatens udtalelse

Den 8. september 2009 blev tinglysningen af rettigheder over fast ejendom digital.

I efteråret og vinteren 2009/2010 skete der en ophobning af sager, der skulle behandles manuelt, i Tinglysningsretten, som medførte, at ekspeditionstiderne i Tinglysningsretten i en periode fra efteråret 2009 til foråret 2010 i en del af disse sager var længere end normalt.

Rigsrevisionen gennemførte i 2009 og 2010 en undersøgelse af digitaliseringsprojektet vedrørende tinglysning og den organisatoriske forberedelse af det nye system, der bl.a. består i at sikre en velfungerende indkøringsfase, omlægning af arbejdsgange, personaletilpasning, uddannelse af brugere og udarbejdelse af brugervejledninger.

Rigsrevisionens beretning blev offentliggjort den 18. august 2010 og kan læses her.

På den baggrund – og efter en særlig undersøgelse af sager om konvertering (digitalisering af pantebreve) - afgav Kammeradvokaten den 14. september 2010 en udtalelse vedrørende Kammeradvokatens undersøgelse af forsinkelser i forbindelse med det digitale tinglysningsprojekt.

En sammenfatning af Kammeradvokatens udtalelsen kan læses her.

Kammeradvokatens samlede udtalelse kan læses her.

Kammeradvokaten konkluderer i undersøgelsen, at overskridelser af 10-dages fristen for tinglysningsekspeditioner ikke i sig selv udløser erstatningsansvar, og at der heller ikke i øvrigt er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at staten er erstatningsansvarlig for de opståede forsinkelser.

En særlig tvivl knytter sig dog til håndteringen af sager om konvertering (digitalisering) af pantebreve, som Tinglysningsretten muligvis burde have nedprioriteret på et tidligere tidspunkt til fordel for mere hastende sager.

Kammeradvokaten fastslår på et enkelt punkt erstatningsansvar. Det skyldes, at Tinglysningsretten undlod at oplyse om, at konvertering af pantebreve kunne hastebehandles, hvis det var nødvendigt på grund af en aktuel lånesag. De, der ikke benyttede denne mulighed, fordi de ikke havde fået oplysning om den, har krav på erstatning. Men i de tilfælde, hvor et pengeinstitut har bistået, må erstatningskravet rettes mod pengeinstituttet, som selv kunne have konverteret pantebrevet, og som derfor ikke burde have ladet kunden lide tab ved at vente på Tinglysningsretten, konkluderer Kammeradvokaten.

Endelig tager Kammeradvokaten forbehold for, at nogle sager har haft ekstraordinært og atypisk lange sagsbehandlingstider, og at det i disse sager beror på en individuel bedømmelse, om der er erstatningsansvar.

Kammeradvokaten understreger, at hvis der er usikkerhed om, hvad udfaldet af en retssag vil blive, må det overlades til domstolene at afgøre, om staten skal betale erstatning. Der skal således foreligge et klart ansvar for det lidte tab, for at Domstolsstyrelsen kan udbetale erstatning på administrativt grundlag.