Gå til sidens indhold

Retten på Bornholm

22 jan 2021

Retten på Bornholm

To brødre dømt for manddrab

Dom afsagt: 1. december 2020

Et enigt nævningeting har idømt to brødre 14 års fængsel for manddrab i sagen, der i offentligheden er omtalt som ”Nordskovsagen”.

Rettens sagsnummer: SS 760/2020

Sagen kort fortalt

De tiltalte var ifølge et anklageskrift tiltalt for at have begået manddrab efter straffelovens § 237 ved den 23. juni 2020 ca. mellem kl. 01.35 og kl. 02.21 på shelterpladsen i Nordskoven udenfor Rønne efter aftale eller i fælles forståelse at have dræbt en 28 årig mand, idet de tiltalte mishandlede forurettede ved omfattende voldsudøvelse, hvilket bevirkede, at forurettede afgik ved døden.

De tiltalte nægtede sig skyldig i manddrab, men erkendte sig skyldig i at have udøvet vold med døden til følge i medfør af straffelovens § 246, jf. § 245.

Dommens resultat

Samtlige nævninger og dommere fandt, at de tiltalte var skyldig i den rejste tiltale for overtrædelse af straffelovens § 237.

Samtlige nævninger og dommere lagde vægt på, at begge tiltalte i forening over et længerevarende tidsforløb på ikke under 15-20 minutter udsatte forurettede for særdeles kraftfuld, mangeartet og brutal vold til dels under anvendelse af redskaber som nærmere beskrevet i anklage­skriftet, hvilket vicestats­obducenten samlet vurderede som mishandling.

Samtlige nævninger og dommere lagde endvidere vægt på, at de tiltalte flere gange under voldsudøvelsen holdt pauser, når forurettede forekom bevidstløs, og at de tiltalte genoptog voldsudøvelsen, når forurettede kom til bevidsthed, herunder når de tiltalte bragte ham til bevidsthed med spark.

Samtlige nævninger og dommere fandt det under disse omstændigheder bevist, at de tiltalte, senest da de om natten efter at have brændt forurettedes telefon og fodtøj efterlod forurettede i hjælpeløs tilstand på det afsides beliggende gerningssted, hvor de måtte antage, at han først ville blive fundet om dagen, indså det som overvejende sandsynligt, at forurettede ville dø som følge af de de massive skader, volden havde påført ham.

Anklagerens påstand om straf var fængsel i 14 til 16 år.

De tiltaltes påstand om straf var fængsel i 12 år, hvilket er det faste udgangspunkt for  manddrab.

Samtlige nævninger og dommere fastsatte straffen til fængsel i 14 år.

Samtlige nævninger og dommere lagde vægt på karakteren, herunder afstumpetheden, af den omfattende mishandling, som de tiltalte udsatte forurettede for som led i en afstraffelse, samt at de tiltalte fortsatte mishandlingen, også efter forurettede var hensat i en hjælpeløs og bevidstløs tilstand.

Samtlige nævninger og dommere fandt på denne baggrund, at der forelå væsentlige skærpende omstændigheder, der kan begrunde en forhøjelse i forhold til udgangspunktet for straffen ved manddrab til 14 år.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten på Bornholm den 1. december 2020.

Dommen er anket.