14 jan 2021

Retten i Esbjerg

Udsættelse af visse retsmøder - Covid-19 situationen

På baggrund af den sundhedsmæssige situation i Danmark vurderer Retten i Esbjerg løbende, hvilke retssager det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre. Det kan foreløbigt frem til den 5. april 2021 medføre udsættelse af visse fysiske retsmøder.

Rettens arealer og lokaler er indrettet efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og de smittebegrænsende tiltag - herunder kravet om 2 meters afstand, brug af mundbind/visir og håndsprit - overholdes omhyggeligt. Hvor afstandskravet på 2 meter ikke kan overholdes, anvendes fysisk afskærmning, som Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet forsvarligt. Det er derfor sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre retsmøder ved Retten i Esbjerg.

Borgere og andre skal derfor fortsat møde fysisk i retsbygningen i overensstemmelse med rettens mødeindkaldelser, med mindre retten (herunder fogedretten og skifteretten) meddeler, at retsmødet er udsat. Den ansvarlige domstolsjurist skal - hvis spørgsmålet rejses - vurdere konkret, om en borger kan anses at være særligt udsat og derfor har en lovlig grund til ikke at møde.

Fysiske møder gennemføres ubetinget ved grundlovsforhør, fristforlængelser og andre sager med lovbestemte frister.

Fysiske møder gennemføres som udgangspunkt også i øvrige sager inden for alle sagstyper, når sundhedsmyndighedernes anbefalinger kan overholdes.

Fysiske møder i øvrige sager vil dog kunne udsættes,

  • hvor det må forudses, at sundhedsmyndighedernes anbefalinger ikke kan overholdes under et retsmøde i den pågældende retssal, og mødet ikke kan flyttes til en mere egnet retssal
  • hvor retsmødet, sammen med andre retsmøder den pågældende dag, ville medføre et så forhøjet flow af personer i retsbygningen, at dette i sig selv ville være sundhedsmæssigt uforsvarligt

Retsmøder uden for retsbygningen ("udkørende", f.eks. fogedsager om udsættelse af lejere af lejemål, besigtigelse af ejendomme med henblik på tvangsauktion og udkørende notarforretninger) gennemføres kun i særlige tilfælde.

Det kan komme på tale at flytte tvangsauktioner til større retslokaler, hvis der møder mange op. Mødende til tvangsauktioner opfordres derfor til løbende at holde sig orienteret via opsatte infoskærme og rettens information om, hvor auktionen afholdes.

Vores sagsbehandlingsregler giver ikke større mulighed for, at fysiske møder ændres til virtuelle møder, men det overvejes, hvor det er muligt.

Notarforretninger (bekræftelse af testamenter m.v.) kan fortsat bookes på https://www.domstol.dk/esbjerg/notarbooking/, men vi opfordrer notarkunder, der allerede har eller påtænke at booke tid, til at overveje, om notarbekræftelse af dokumenter kan vente til efter den 5. april 2021, eller om man alternativt kan oprette eksempelvis et testamente som et vidnetestamente.

Covid-19 test
Alle brugere (både professionelle brugere og andre brugere som fx parter og vidner) opfordres til at lade sig teste for COVID-19, inden de møder i retten.

Brug af mundbind
I retsbygningen gælder:

  • at alle brugere skal benytte mundbind ved ankomst til retsbygningen og så længe brugerne opholder sig i den offentlige del af retsbygningen – på gangarealer. Det gælder dog ikke børn under 12 år, udviklingshæmmede og andre med særlige vanskeligheder.
  • at der ikke er krav om mundbind i retssalene, når man har sat sig på sin plads. Det gælder som udgangspunkt uanset, om brugeren er part, vidne eller tilhører.

I retssalen er det retsformanden, der tager stilling til, om mundbind skal benyttes.

Tilhører
Opmærksomheden henledes på, at antallet af tilhørerpladser i retssalene er begrænset med henvisning til Covid19 restriktionerne. Tilhørere, der ikke kan få plads, opfordres til at forlade retsbygningen i stedet for at opholde sig på de offentligt tilgængelige gangarealer.

Du kan læse mere om corona og sagsafvikling i retten her: https://domstol.dk/alle-emner/corona-sagsafvikling-i-retten/