Dómur 7.mars 2011

Sjúklingurin fekk viðhald í, at tað var ein feilur, at hann - sum fleiri ferðir fyrr hevði fingið líknandi skurðviðgerðir - ikki var inkallaður til eftirlit, aftaná eina skurðviðgerð fyri knútar í arminum. 

Sjúkrahúsverkið var tó frífunnið, tá tað ikki var gjørt sannlíkt, at feilurin hevði verið orsøk til, at sjúklingurin seinni fekk amputerað høgra undirarm.

Tað framgongur nærri av dóminum grundgevingina:

”Rettens begrundelse og resultat:

Det tiltrædes, at overlæge NN som anført i afgørelsen fra Patientklagenævnet og Retslægerådets svar på spørgsmål 1, efter svaret fra Rigshospitalets patologiske afdeling af 28. november 2003 forelå, burde have iværksat en fortsat kontrol af knuderne i underarmen.

Det lægges efter journaludskrifterne fra Suðuroyar sjúkrahús til grund, at der allerede under de første operationer, blev konstateret, at der var knuder, der udgik fra, henholdsvis havde bredt sig ned i muskulatur og sener, og som ikke, uden videre, kunne fjernes.

Efter henvisningen af [sjúklinginum] til Rigshospitalet ved brev af 20. oktober 2004 blev der på Rigshospitalet den 18. november 2004 foretaget en biopsi og en MR-scanning, hvis resultater ikke umiddelbart gav anledning til mistanke om ondartede forhold.

Først efter en yderligere patologisk undersøgelse, hvis resultat forelå den 13. december 2004, blev det konstateret, at der sandsynligvis var tale om en ondartet knude i armen. Beslutningen om amputation blev taget under henvisning til knudens placering, blandt andet i forhold til nerver og sener.

Under disse omstændigheder findes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at skaden i form af amputation af underarmen kunne have været undgået, hvis overlæge NN efter den 28. november 2003 havde iværksat en fortsat kontrol af underarmen.

Suðuroyar sjúkrahús frifindes derfor.

Suðuroyar sjúkrahús må i forhold til spørgsmålet om sagsomkostninger anses som den vindende part.

Efter sagens karakter, sammenholdt med, at [sjúklingurin]inden stævningen efter afgørelsen fra Patientklagenævnet og en erklæring fra Retslægerådet havde fået medhold i spørgsmålet om, hvorvidt Suðuroyar sjúkrahús havde begået en fejl, skal omkostningerne til Suðuroyar sjúkrahús betales af det statskassen, jf. retsplejelovens § 333, stk. 2.”