Gå til sidens indhold

Føroya Rættur

22 feb 2021

Føroya Rættur

Avsagdur tann 24. maj 2016

Frídøming vegna iva um hvør hevði framt harðskap

D O M

 

afsagt den 24. maj 2016

 

Rettens nr. 1-260/2015

Politiets nr. 5600-73241-00009-14

 

Anklagemyndigheden
mod
T1
cpr. (…)
boende (…)

og

T2
cpr. (…)
boende (…)

Sagens baggrund og parternes påstande

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 7. maj 2015.

T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 244 - ved den 9. februar 2014 ca. kl. 03.30 på Club700, Klaksvíksvegur 22 i Klaksvik i forening at have slået V1 i ansigtet med knyttet næve, hvorved V1 pådrog sig en flækket underlæbe og 3 løsnede tænder.

 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

Begge tiltalte har nægtet sig skyldige.

Der blev afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnerne V1, V2 og V3.

Forklaringerne gengives i retsbogen.

Der har været fremlagt politiattest af 25. april 2015 og fotomappe af de tiltalte.

Af politiattesten fremgår, at undersøgelse af V1 har fundet sted den 8. februar 2014 kl.03.40 på Klaksvíkar Sjúkrahús, hvor der blev konstateret følgende skader:

" Overfladisk læsion (blodudtrædning og hævelse) på underlæben. Indenfor denne læsion konstateres at 2 tænder ( - 1 og -2 ) er løse antagelig på grund af brud nede ved tandroden.".

Anklagemyndigheden har på vegne af V1 nedlagt påstand om 6.466,44 kr. i erstatning, samt taget forbehold for yderligere erstatningskrav. 

De tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.


Rettens begrundelse og afgørelse:

De tiltalte har nægtet sig skyldige. T1 har forklaret, at han var på vej over til baren, og befandt sig 2-3 meter fra baren, hvor tumulten skete. T2 har først forklaret, at han sad ved et bord et stykke fra baren. Han så T1, som stod et par meter fra baren, og gik over til ham. T2 har senere ændret sin forklaring, således at han så T1 stå med knyttede næver foran sin overkrop et par meter fra baren. Han gik over til ham, for at få ham ud.

 

Vidnet V3 har forklaret, at han fulgtes med V1, der stod et stykke borte fra baren. Da han på et tidspunkt vendte sig om, stod V1 og holdt sig for munden og blødte. Han sagde, han havde fået en knytnæve. Han fik af V2 udpeget de to tiltalte som gerningsmænd.


Ud fra forklaringen fra V1 sammenholdt med politiattesten og forklaringen fra V3, findes det bevist, at V1 blev tildelt et knytnæveslag i ansigtet.

Ifølge politiattesten medførte slaget 2 løsnede tænder, og ikke 3 som anført i tiltalen.

V1 har i retten udfra fotomappen identificeret T2, som den der gav ham slaget. Han genkendte T2 ud fra ansigtsudtrykket og skægget.

V1 har tidligere til en gennemlæst politirapport af 9. februar 2014 beskrevet gerningsmanden som dansktalende med kortvokset skæg rundt om munden og iført en mørk hættetrøje med et mønster på maven. Af fotomappen fremgår, at på gerningsnatten havde T2 skæg rundt om munden, mens det var T1, der var iført en mørk hættetrøje med mønster på maven.

Vidnet V2 har til en underskrevet politirapport over ét år efter episoden oplyst, at T2 første arbejdsdag efter episoden havde sagt, at han havde slået en dreng med knyttet næve i ansigtet. Vidnet V2 kunne ikke vedstå denne forklaring i retten. Der blev talt om episoden i arbejdsskuret, men han ved ikke, om T2s navn blev nævnt, som den der havde slået.

Udfra forklaringerne finder retten det ubetænkeligt at lægge grund, at knytnæveslaget blev tildelt af den ene af de tiltalte. Retten finder ikke grundlag for at antage, at volden blev udøvet i forening.

Forklaringen fra V1, der i øvrigt fremstår troværdig og sammenhængende, findes dog sammenholdt med hans forklaring til politiet og de øvrige oplysninger i sagen, at efterlade en betydelig bevistvivl angående hvem af de tiltalte der var gerningsmanden.

Retten finder ikke, at forklaringen fra V2 til politiet et år efter episoden, som blev fraveget i retten, kan tillægges afgørende vægt.

På denne baggrund frifindes begge de tiltalte.

Erstatningspåstanden henvises til voldsoffererstatningsnævnet eller civilt søgsmål.

 

 

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T1, frifindes. 

Tiltalte, T2, frifindes.

Det offentlige betaler sagens omkostninger.