06 okt 2020

Føroya Rættur

46-årig mand dømt for bedrageri

En 46-årig mand er idømt ubetinget fængsel i 2 år og 9 måneder for bedrageri af særlig grov beskaffenhed og dokumentfalsk samt tyveri

Sagen kort fortalt

Sagen angik en tiltale for overtrædelse af straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, om bedrageri af særlig grov beskaffenhed samt straffelovens § 171 om dokumentfalsk i forbindelse med finansiering af køb af selskabsanparter og et fiskeskib på Færøerne samt drift heraf. Tiltalte nægtede sig skyldig. Herudover angik sagen nogle tyverier efter straffelovens § 276, som tiltalte delvist erkendte.

Dommens resultat

Retten fandt det på grundlag af vidneforklaringer og dokumenter bevist, at tiltalte var skyldig i groft bedrageri for over 5 mio. kr. og for tyverierne. Retten frifandt tiltalte i et af forholdene, hvor tiltalte var tiltalt for bedrageri for 40.000 kr.

Anklagemyndighedens påstand om straf var fængsel i 3 år og 6 måneder.

Retten fastsatte straffen til fængsel i 2 år og 9 måneder. Der var efter kriminalitetens grovhed ikke grundlag for at anvende betinget dom.

Tiltalte kan inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten på Færøerne 6. oktober 2020.

Hent anonymiseret dom