Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

26 feb 2021

Grønlands Landsret

6 måneders ubetinget anbringelse i anstalt - K 138/20

54-årig mand idømt 6 måneders ubetinget anbringelse i anstalt for blandt andet tilsnigelse til samleje.

Den 54-årige mand var i kredsretten tiltalt et forhold om tilsnigelse til samleje og et forhold om blufærdighedskrænkelse begået mod to forskellige kvinder i sommeren 2017 i Nanortalik

Kredsretten frifandt den 54- årige man for tilsnigelse til samleje, men fandt den 54-årige skyldig i blufærdighedskrænkelse.

Kredsretten idømte den 54-årige 2 måneders betinget anbringelse i anstalt og betaling af tortgodtgørelse på 10.000 kr. til den forurettede i forholdet om blufærdighedskrænkelse.

Sagen blev anket til landsretten med påstand om domfældelse i henhold til den tiltale, der var rejst for kredsretten, og skærpelse af foranstaltningen i øvrigt.

Landsrettens resultat

Landsretten fandt den 54-årige skyldig i begge forhold og idømte den 54-årige mand anbringelse i anstalt i 6 måneder, der blev gjort ubetinget. Den 54-årige skulle betale 40.000 kr. til den forurettede i forholdet om tortgodtgørelse. Kredsrettens afgørelse om tortgodtgørelse til den forurettede i forholdet om blufærdighedskrænkelse blev stadfæstet.

Landsretten anførte i sin begrundelse blandt andet:

Den 54-årige har vedrørende forholdet om tilsnigelse forklaret, at han, mens den forurettede, som han forud havde været i drikkelag med, sov, tog sit og hendes tøj af med den hensigt at have samleje med hende, men at han opgav forehavendet efter at have haft en telefonsamtale med sin bror. Den 54-årige har for kredsretten forklaret, at hans bror under telefonsamtalen advarede ham mod at gennemføre forehavendet. Den 54-årige mand har for landsretten nu forklaret, at telefonsamtalen med broderen slet ikke drejede sig om tiltalte og den forurettede.

Den forurettede har vedrørende forholdet om tilsnigelse til samleje forklaret, at hun vågnede på gulvet i den 54-åriges bolig uden tøj på, og havde en fornemmelse i kroppen af, at hun havde haft samleje, som blev bestyrket af, at hun, da hun efterfølgende var på toilet, konstaterede, at hun var fugtig og våd.

Hendes forklaring for landsretten har været troværdig, detaljeret og konsistent. Hendes forklaringen støttes til dels af den 54- årige mands forklaring om, at han tog tøjet af hende, mens hun sov. Hendes forklaring støttes endvidere af, at hun efterfølgende var sur på den 54-årige mand, hvilket både tiltalte og den forurettede har forklaret om.

Landsretten lægger herefter den forurettedes forklaring om episoden den 18. juni 2017 til grund, hvorefter hun efter at have sovet kunne mærke, at hun havde været udsat for et samleje, mens hun sov. Efter den 54-åriges forklaring om at have været på stedet, mens den forurettede sov, og at han tog hendes og sit tøj af med intention om at have samleje med hende, er det bevist, at den 54-årige mand havde samleje med den forurettede, der på grund af træthed og spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Den 54-årige mands forklaring om, at han afstod fra handlingen efter at have haft en telefonsamtale med sin bror, tilsidesættes som et udtryk for efterrationalisering.

Den 54-årige mand er herefter skyldig i overtrædelse af kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse med den rejste tiltale i forhold 1.

Efter en samlet vurdering af overtrædelsernes karakter og omfang fastsættes foranstaltningen til anbringelse i anstalt i 6 måneder. Landsretten har ved udmålingen af foranstaltningen herudover taget hensyn til bl.a. sagens alder.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Grønlands Landsret den 26. februar 2021.

Sagsnummer: K 138/20

Domme med forklaringer