Gå til sidens indhold

Retten i Herning

07 jun 2016

Retten i Herning

26-årig lettisk kvinde dømt for knivstik i Vildbjerg

En 26-årig lettisk kvinde stod den 6. juni 2016 tiltalt ved Retten i Herning for den 6. marts 2016 i en lejlighed i Vildbjerg at have stukket sin kæreste med en kniv i venstre side af brystet, hvorved kæresten fik et sår på cirka 1,5 centimeter. Kvinden boede sammen med kæresten og en tredje person i lejligheden. Den 6. marts 2016 havde de alle fået noget at drikke, og ifølge kvindens forklaring var hun lettere beruset. Hun og kæresten kom omkring kl. 17.30 op at skændes, og under skænderiet tog hun en køkkenkniv, som hun stak ham med i højre side af brystkassen. Kæresten begyndte at bløde, og kvinden ringede herefter selv til alarmcentralen for at rekvirere en ambulance. Under retssagen kom det frem, at kvinden og kæresten fortsat boede sammen. Ingen af parterne havde en klar erindring om, hvad der præcist var sket. Retten dømte kvinden for overtrædelse af den alvorlige voldsbestemmelse i straffelovens § 245, stk. 1, og lagde ved sin afgørelse vægt på de tre forklaringer, den lægeerklæring, som blev lavet af kvinden kort efter overfaldet, og de efterladenskaber af blod, som politiet efterfølgende fandt i lejligheden.
 
Straffen blev udmålt til 4 måneders ubetinget fængsel. Retten lagde herved vægt på, at kvinden havde anvendt et farligt våben i sit angreb på kæresten. Kvinden, som ikke havde nogen særlig tilknytning til Danmark, blev udvist med indrejseforbud i 6 år.
 
Kvinden udbad sig betænkningstid med henblik på at overveje, om hun ville anke dommen til Vestre Landsret.
 
SS 99-1720/2016