Gå til sidens indhold

Retten i Herning

11 okt 2017

Retten i Herning

17-årig i fængsel for vold

SS 99-3748/2017
 
Dreng på 17 år blev den 6. oktober 2017 ved Retten i Herning idømt fængsel i 6 måneder for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
 
Han havde i august 2017 på den sikrede institution ”Koglen” overfaldet en 16-årig med ”knæspark” i ansigtet og kvælertag. Den 16-årige fik punktformede blødninger i øjnene og bag ørerne. En retsmediciner skønnede derfor, at kvælertaget havde været kraftigt og langvarigt. Den 16-årige havde derfor været i livsfare.
 
Den 17-årige var i 2016 idømt en ungdomssanktion for grov vold.
Den 17-årige havde været varetægtsfængslet siden volden blev udøvet. Han tilstod.
 
Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at der var tale om grov og farlig vold begået på en særligt sikret institution for unge mod en anden ung, der også var anbragt på institutionen. Dette må svare til vold begået af en person i fængsel mod en anden indsat. Der blev også lagt vægt på, at den 16-årige havde opsøgt gerningsmanden på sit værelse i strid med de interne retningslinjer og at han kun var 17 år. Da han tidligere var straffet for grov vold, og da Samrådet vedrørende unge kriminelle ikke kunne anbefale en forlængelse af den igangværende ungdomssanktion, blev straffen gjort ubetinget.
Han modtog dommen og forblev i varetægtsfængsel.