Gå til sidens indhold

Retten i Herning

23 feb 2018

Retten i Herning

37-årig mand idømt fængsel i 6 år for forsøg på manddrab

37-årig mand idømt fængsel i 6 år for forsøg på manddrab
 
Et enigt nævningeting ved Retten i Herning har fredag den 23. februar 2018 kendt en 37-årig mand fra Ølgod skyldig i at have forsøgt at dræbe sin samlever ved at kvæle hende.
 
Den 37-årige mand var tiltalt for at have forsøgt at dræbe sin samlever ved kvælertag. Samleveren havde været i livsfare og havde blandt andet pådraget sig to fladeformede blødninger i øjnenes bindehinder.
 
Episoden foregik omkring kl. 04.50 efter en fest i sommeren 2017 i Hoven, hvor der var blevet drukket en del alkohol. Manden havde derudover indtaget amfetamin. Der opstod en uoverensstemmelse mellem manden og samleveren, da de forlod festen.
 
Retten fandt det bevist, at manden havde angrebet samleverens hals flere gange med både sin arm og sine hænder, og at hun ved angrebet blev bragt i livsfare. Efter at han var blevet overmandet af tililende gæster fra festen, forsøgte han igen at angribe hende, og han råbte flere gange, at han ville slå hende ihjel.  Manden blev fastholdt, til ambulancen og politiet kom til stede.
 
Manden havde erkendt sig skyldig i grov vold, men retten fandt det bevist, at han havde til hensigt at dræbe samleveren og kendte ham skyldig i drabsforsøg.
 
Manden blev også dømt for besiddelse af en mindre mængde amfetamin og kokain.
 
Der var 10 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 6 år og 2 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 5 år.
 
Domfældte ankede dommen.
 
Sagen er behandlet under sagsnr. SS 99-3165/2017.