Gå til sidens indhold

Retten i Herning

08 aug 2018

Retten i Herning

Leg på kørende bil endte med dødsfald, føreren dømt for uagtsomt manddrab

23-årig mand blev den 4. juli 2018 dømt for uagtsom manddrab efter færdselsuheld den 4. maj 2017 i Ørnhøj. Offeret havde ligget på en kørende bil, men faldt af og blev ramt af en modkørende bil.

Sagsnummer: SS 99-881/2018
 
Sagen kort fortalt
Sent på aftenen den 4. maj 2017 var den tiltalte fører af en bil i Ørnhøj. På taget af bilen lå to unge mænd. De faldt under kørslen af bilen, og den ene blev påkørt af en modkørende. Han afgik ved døden. Føreren blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 252 og § 241 samt færdselslovens § 3. Anklagemyndigheden mente, at det uagtsomme manddrab efter § 241 var sket under særligt skærpende omstændigheder.
 
Den tiltalte nægtede sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 241, men erkendte overtrædelse af de øvrige bestemmelser.
 
Der var en videooptagelse fra en mobiltelefon, hvoraf fremgik, at afdøde opfordrede den tiltalte til at igangsætte bilen, mens den afdøde og en mere lå på bilens tag.
 
Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at tiltalte havde overtrådt alle de bestemmelser, der var rejst tiltale for.
Retten fandt det dog ikke bevist, at det uagtsomme manddrab var sket under særligt skærpende omstændigheder henset til indholdet af videooptagelsen.
Straffen blev fastsat til betinget fængsel i 3 måneder. Der var en prøvetid på 1 år. Dommerne lagde vægt på, at der ikke var særligt skærpende omstændigheder. Endvidere lagde dommerne vægt på, at den tiltalte var ustraffet og havde gode personlige forhold.  Den tiltalte blev også frakendt kørekortet betinget.
Sagen var en domsmandssag og dommerne var enige om dommens resultat.
 
Tiltalte valgte ikke at anke dommen.