Gå til sidens indhold

Retten i Herning

29 jan 2019

Retten i Herning

Mand fra Kibæk straffet for afpresning og blufærdighedskrænkelse

47-årig mand fra Kibæk straffet med fængsel for afpresning og blufærdighedskrænkelse

En 47-årig mand fra Kibæk blev ved dom afsagt af retten den 24. januar 2019 straffet med 5 måneders fængsel. Han blev dømt for at have afpresset sin kæreste til at betale ham 5.000 kr., idet han truede med at videresende intime nøgenbilleder. Han blev også dømt for at have videresendt flere billeder til kvindens tidligere kæreste.

Kvinden og manden havde været kærester igennem flere år uden at bo sammen. Manden forklarede i retten, at kvinden kort før forholdets ophør havde sendt ham flere intime nøgenbilleder. Han blev vred på kvinden, da han blev kontaktet af hendes tidligere kæreste, som oplyste, at han igen havde indledt et forhold til kvinden. De oplysninger bestred såvel kvinden som hendes tidligere kæreste. I perioden fra den 16. marts 2017 til den 8. oktober 2017 skrev manden flere gange til kvinden og truede hende med, at han ville sende billederne til bl.a. hendes familie og venner, hvis hun ikke lånte og betalte ham større beløb på henholdsvis 5.000 kr. og 15.000 kr. Manden sendte den 16. marts 2017 flere nøgenfotos af kvinden til kvindens tidligere kæreste.

Retten lagde ved udmålingen af straffen vægt på forbrydelsernes karakter. Af straffen på de 5 måneder, skulle de 50 dage afsones, mens den resterende del blev gjort betinget på vilkår bl.a. af, at manden var under tilsyn af kriminalforsorgen.

Manden blev også dømt til at betale kvinden 10.000 kr. i erstatning.

Manden udbad sig betænkningstid med hensyn til, om han ville anke dommen.

Læs hele dommen