22 dec 2020

Retten i Herning

30 dages fængsel for trusler og hærværk

43-årig mand fra Videbæk idømt 30 dages fængsel for trusler mod sagsbehandler ved Glostrup Kommune og hærværk på bil.

Sagsnummer: 5638/2019

Den 43-årige mand var tiltalt for under en telefonsamtale med en sagsbehandler fra Glostrup Kommune, omhandlende den tiltaltes datters plejefar at have sagt ”han er en gal hund og jeg ved godt, hvad man gør med gale hunde, man skyder dem”, ”mig skal man ikke provokere, for så har det konsekvenser. I har én uge til at gøre noget ved det, ellers tro mig, så gør jeg” og ”hvis i ikke snart gør noget ved plejefar, så gør jeg. Ja, det læner sig op ad en trussel og det er fordi, det er det” eller lignende. Derudover var han tiltalte for at have begået hærværk mod en bil ved at have slået sidespejlet itu, slået på bilens dør og have sparket på bilens kofanger.

Tiltalte erkendte sig skyldig i hærværk, men nægtede sig skyldig i tiltalen om trusler. Retten fandt det på baggrund af sagsbehandlerens troværdige forklaring bevist, at tiltalte havde udtalt sig som beskrevet i anklageskriftet. Retten fandt, at udtalelserne var omfattet af straffelovens § 266 om trusler. Retten lagde ved denne vurdering vægt på, at tiltalte under telefonsamtalen havde virket meget vred og at udtalelserne var blevet udtalt over for sagsbehandleren, som tiltalte var klar over, var hans datters sagsbehandler. Dertil bemærkede retten, at tiltalte med overvejende sandsynlighed vidste, at udtalelserne ville blive viderebragt til hans datters plejefar.

Straffen blev fastsat til 30 dages fængsel under hensyn til karakteren af forholdende og under hensyn til, at tiltalte tidligere var blevet straffet for personfarlig kriminalitet.

Tiltalte modtog dommen.

Dommen blev afsagt ved Retten i Herning den 17. september 2020.