Gå til sidens indhold

Retten i Herning

07 dec 2020

Retten i Herning

Frakendelse af førerretten og bøde for påkørsel

80-årig mand idømt betinget frakendelse af førerretten og en bøde på 2.500 kroner for påkørsel af en ung pige, som kom gående med sin cykel i vejkanten.

Den 80-årige mand var tiltalt for at have ført sin bil ad Vorgodvej ved Kibæk uden at udvide agtpågivenhed, idet han påkørte en pige, der trak sin cykel i vejkanten i samme vognbane. Tiltalte forklarede i retten, at han havde kørt ad Vorgodvej, hvor han havde haft fokus på 4 modkørende biler. Han overså herefter pigen, som kom gående med sin cykel i vejkanten, hvorefter han påkørte pigen og hendes cykel med bilens kofanger og sidespejl. Pigen blev slynget ind i rabatten, men kom ikke til skade.

Retten fandt det på baggrund af tiltaltes tilståelse og sagens omstændigheder i øvrigt, det bevist, at tiltalte var skyldig i at have udvist manglende agtpågivenhed ved at have overset pigen, hvorefter der skete påkørsel.

Straffen blev fastsat til betinget frakendelse af førerretten i 3 år og en bøde på 2.500 kroner. Retten lagde vægt på, at tiltalte ved sin kørsel havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

Tiltalte modtog dommen.

SS 4082/2020