Gå til sidens indhold

Retten i Herning

25 feb 2021

Retten i Herning

Voldeligt overfald på Bilkas parkeringsplads

26-årig mand fra Herning straffet for bl.a. voldeligt overfald på Bilkas parkeringsplads

En 26-årig mand fra Herning var tiltalt for sammen med en ukendt medgerningsmand i juli måned 2020 at have overfaldet en tilfældig mand på Bilkas parkeringsplads med et knytnæveslag. Den forurettede mand var sammen med nogle venner kommet i bil til Bilka og havde på vej ind i Bilka hilst på den 26-årige mand og hans kammerat med et ”Hej”, uden at de i øvrigt kendte eller havde set hinanden før. Den forurettede mand gik sammen med sine venner hen og satte sig ind i sin bil for at køre væk. Pludselig kom den 26-årige og den ukendte medgerningsmand løbende ud af Bilka og hen til bilen. Den forurettede mand sad på førersædet, da den 26-årige nåede hen til ham. Uden varsel eller anledning tildelte den 26-årige den forurettede mand et knytnæveslag i ansigtet. Den forurettede mand fik startet bilen. Inden han nåede væk, havde den 26-årige mand og den ukendte medgerningsmand ødelagt bilens to sidespejle og lavet en ridse i højre forskærm.

Den 26-årige blev herved dømt for vold og hærværk. Herudover var han bl.a. tiltalt for i 2 tilfælde gennem beskeder over messenger at have truet sin ekskæreste på en måde, som var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for hendes liv, helbred eller velfærd.

Retten fastsatte straffen til ubetinget fængsel i 3 måneder. Herudover blev den 26-årige dømt til at erstatte de skader, som han havde påført bilen.

Den 26-årige mand modtog dommen.

Sagen har retten journalnummer 99-4668/2020.