22 feb 2021

Retten i Herning

18-årig mand dømt for voldtægt ved samleje med barn under 12 år

18-årig mand idømt 1 års betinget fængsel for voldtægt ved samleje med pige på under 12 år i Skjern i 2019

Sagsnummer: SS 99-5115/2020

Ved en dom afsagt den 23. december 2020 som en tilståelsessag blev en ung mand på 18 år idømt 1 års betinget fængsel for at have haft samleje med den på daværende tidspunkt 11-årige pige i februar og marts 2019.

Tiltalte, der på tidspunktet for voldtægterne var 17 år, forklarede for retten, at han godt var klar over at pigen var 11 år, men at hun var meget udviklet for sin alder og virkede som en på 15-16 år. Han forklarede, at de blev kærester, og at de i denne periode havde haft sex to gange. De havde begge været enige om at have sex. Tiltalte havde tænkt over, at det var forkert, fordi pigen ikke var ældre, og han stoppede forholdet og anmeldte sig selv til politiet.

Retten fandt det på baggrund af tiltaltes tilståelse bevist, at han havde haft samleje med den 11-årige pige. Han blev idømt 1 års betinget fængsel med vilkår om bl.a. tilsyn af Kriminalforsorgen, at han skulle undergive sig ambulant psykiatrisk/sexologisk behandling, og at han ikke uden tilsynsmyndighedens samtykke måtte have forbindelse med piger under 15 år i 2 år. Retten fremhævede ved strafudmålingen, at 2 voldtægter ved samleje med en person under 12 år som udgangspunkt straffes med ubetinget fængsel i 3 år og 6 måneder. Retten fastsatte imidlertid straffen til 1 års betinget fængsel under henvisning til, at tiltalte, der på tidspunktet var 17 år, fremstod mentalt noget yngre, at forurettede var næsten 12 år, at der havde været tale om et gensidigt forhold mellem de to unge, og at tiltalte selv havde anmeldt forholdet. Forurettede blev tilkendt tortgodtgørelse på 50.000 kroner.