Gå til sidens indhold

Retten i Herning

06 apr 2022

Retten i Herning

Tre personer idømt fængselsstraffe for at begået røveri i Engesvang

Den 19. september 2020 blev der begået et røveri imod Min Købmand i Engesvang. En 26-årig mand gik maskeret med en hættetrøje og et mundbind ind i købmandsforretningen, hvor han viste en kniv overfor ekspedienten samtidig med, at han bad om pengene. Manden fik udleveret 1.600 kr., inden han forlod forretningen og cyklede væk.

Den 26-årig mand stod sammen med et par fra Engesvang tiltalt ved Retten i Herning for i forening at have begået røveriet. Sagen var, at den 26-årige kendte ægteparret og kom på besøg den pågældende dag. De tiltalte forklarede, at det drejede sig om et almindeligt besøg, men retten lagde i sin afgørelse til grund, at den 26-årige skyldte manden i parret penge, som han var blevet afkrævet, og derfor mødte op for at afvikle deres udestående. Da han ikke var i besiddelse af pengene, var han nødsaget til at skaffe dem på anden vis. Retten lagde ved sin bedømmelse til grund, at de tre personer sammen planlagde røveriet, og at de i det øjemed om eftermiddagen gik rundt i området for at finde flugtveje efter røveriet. Den 26-årige tog af sted på en cykel, som blev benyttet af kvinden i parret, og kom efter at have begået røveriet tilbage, hvor de delte udbyttet. Den 26-årige erkendte sig skyldig i at have begået røveri, mens de to andre nægtede sig skyldige.

Retten idømte den 26-årige og manden i parret hver 8 måneders ubetinget fængsel. Kvinden i parret var også tiltalt for flere tyverier og blev straffet med 9 måneders fængsel.

Den 26-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af afgørelsen, mens de to andre ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse.

SS 120/2021

Dommen er afsagt den 9. juni 2021