Gå til sidens indhold

Retten i Herning

Retten i Herning

De fleste retssager er offentlige. Skoleklasser og større grupper skal kontakte retten i forvejen, hvis de gerne vil overvære en retssag.

Alle har som udgangspunkt adgang til at overvære retsmøderne, når der er retssager i Retten i Herning. Faderskabssager samt sager om ægteskab og forældremyndighed holdes dog altid for lukkede døre, hvor der ikke er offentlig adgang. Endvidere kan retten i de konkrete sager bestemme, at dørene skal lukkes.

Pladsen i nogle retssale er begrænset. Hvis en skoleklasse eller en større gruppe ønsker at overvære en retssag, skal det af praktiske grunde på forhånd aftales med retten. Retten kan samtidig give oplysninger om, hvilke sager der kan have særlig interesse. Det kan ske, at retsmøder bliver aflyst med kort varsel. Det kan derfor være en god idé at give retten kontaktoplysninger, så retten kan give besked i tilfælde af en aflysning.

Kontakt retsafdelingen for at aftale nærmere om besøg

mail: ret.her@domstol.dk

tlf.: 9968 6020

Forberedelse for skole- og gymnasieelever

Kenddinret.dk

Kenddinret.dk er domstolenes læringsunivers, hvor du finder forløb og materialer til undervisning om det danske retssystem. Alt tilgængeligt materiale er gratis og kan frit benyttes til undervisning.

Gymnasier: Retsvæsenet i samfundsfag 

Domstolene har udviklet et forløb om retssystemet og kriminalitet til undervisning i samfundsfag i gymnasiet. Undervisningsforløbet strækker sig over 10 moduler, hvor eleverne i nogle moduler har traditionel klasseundervisning, mens de i andre moduler skal ud af klasseværelset og ind i retten.

Undervisningen tager udgangspunkt i principper om aktiv læring, hvor eleverne får mulighed for at møde nogle af rettens aktører og selv prøve at gennemføre en fiktiv retssag.

Læs mere på gymnasie.kenddinret.dk, hvor lærere kan hente vejledning og materialer til undervisningen, herunder artikler, video, quiz og opgaver.

Retten kan kun tilbyde et begrænset antal forløb om året, så kontakt os i god tid, hvis du ønsker at gennemføre et forløb om retssystemet og kriminalitet med din klasse.

 

Folkeskolens 8. og 9. klasse

Domstolene lancerede i 2012 et website om retssystemet i Danmark, som er beregnet til undervisning i samfundsfag i folkeskolens 8. og 9. klasse. Materialet er et website folkeskole.kenddinret.dk med videoer og animationer fordelt på tre områder: rettens arbejde, retssystemet og retsstaten. Derudover findes der et udskriftsvenligt opslagsværk, Retslex, en quiz samt en række debatspørgsmål og opgaver.

Websitet indeholder også en lærervejledning med inspiration til et spændende og lærerigt undervisningsforløb. Materialet kan også bruges i historieundervisningen.

Rundvisning i Retten i Herning

Rettens personale kan på hverdage efter forudgående aftale give rundvisning til grupper på 8 personer eller derover. Er I færre personer, som ønsker en rundvisning, må I gerne rette henvendelse men må forvente, at rundvisningen kan blive lagt sammen med rundvisning for en tilsvarende mindre gruppe. En rundvisning vil almindeligvis finde sted fra kl. 15.00 og vare to timer men kan også arrangeres om aftenen. Hvis I er en gruppe, som ønsker rundvisning, kontakter I retten i åbningstiden eller på mail og beder om at tale med en medarbejder, som kan arrangere rundvisning.

Praktisk om besøg i retten

I Retten i Herning kommer mennesker med mange forskellige ærinder. Her skal være trygt at komme og rolige forhold, så det er nødvendigt, at alle overholder ordensreglementet for ophold i og omkring retsbygningen.

Det betyder blandt andet, at telefoner altid skal være på lydløs, og i retssalene skal de være helt slukkede.

Læs mere om ordensreglement og praktiske forhold ved Retten i Herning

Erhvervspraktik i retten

Skoleelever har mulighed for at komme i praktik hos retten. Hvis denne mulighed interesserer dig, kan du kontakte retten via mail: herning@domstol.dk
Du kan både komme i praktik som kontorassistent og som jurist.

 

Sidst opdateret: 19. september 2022