15 dec 2021
Retten i Holbæk
Fængsel i 6 år til en 21-årig mand
Fængsel i 6 år til en 21-årig mand for voldtægt, andet seksuelt forhold end samleje og forsøg herpå, vold, psykisk vold og vidnetrusler.
Sagsnummer: 2267/2021
Sagen kort fortalt
Manden var tiltalt for voldtægt, andet seksuelt forhold end samleje, vold og psykisk vold mod sin kæreste og samlever i perioden fra oktober 2018 til august 2020.
Han var endvidere tiltalt for voldtægt og vidnetrusler mod en da 20-årig kvinde i oktober 2020, samt forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje mod en da 15-årig kvinde den 25. december 2020.
Dommens resultat
Et enigt nævningeting fandt manden skyldig i voldtægt, andet seksuelt forhold end samleje, vold og psykisk vold mod sin tidligere kæreste og samlever. Retten fandt det også bevist, at tiltalte havde udsat den 20-årige kvinde for vidnetrusler, men frifandt manden for voldtægt af denne kvinde.
Retten fandt det ikke bevist, at tiltalte var skyldig i forsøg på voldtægt af den 15-årige kvinde, men fandt manden skyldig i forsøg på andet seksuelt forhold end samleje.
Manden blev idømt fængsel i 6 år. Han udbad sig betænkningstid.
Der var blandt nævningerne og dommerne også enighed om strafudmålingen.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Holbæk den 15. december 2021. Sagen blev behandlet som en nævningesag.