Gå til sidens indhold

Retten i Holbæk

08 feb 2022

Retten i Holbæk

Hjemmerøveri og vidnetrusler endte med langvarig fængselsdom

Retten i Holbæk har idømt en 18-årig mand fængsel i 5 år. Tiltalte, der var 17 år på gernings-tidspunkterne, blev fundet skyldig i blandt andet brugstyveri af tre biler, hjemmerøveri og vidnetrusler alt sammen begået i løbet af én, lang nat i marts 2021 samt et tilfælde af vold begået i august 2021.

Sagsnummer: SS 60-2369/2021

 

Sagen kort fortalt

Den nu 18-årige mand var tiltalt for den 23. marts 2021 at have begået tre brugstyverier af biler, tyveri af effekter fra to af bilerne, hjemmerøveri, vidnetrusler, overtrædelse af knivloven og færdselsloven og for den 31. august 2021 at have begået vold mod en 15-årig dreng under sin varetægtsfængsling på en lukket ungdomsinstitution.

Den 18-årige mand havde erkendt sig skyldig i brugstyverierne, vidnetruslerne og overtrædelsen af knivloven og færdselsloven, men nægtede sig skyldig i tyverierne og voldsforholdet, og han gjorde gældende, at røveriet alene skulle betragtes som et almindeligt røveri og ikke et hjemmerøveri.

Dommens resultat

Et enigt nævningeting fandt den unge mand skyldig i samtlige tiltaleforhold. Den unge mand havde erkendt at have stjålet biler i Holbæk og Ny Hagested, inden han indfandt sig på en adresse ved Svinninge. I Svinninge stjal han en tredje bil efter at være trængt ind i huset til beboeren, der lå og sov. Klokken var nu blevet ca. halv seks om morgenen. Beboeren i huset blev vækket, da den unge mand var ved at slå ruden i døren ind. Hun råbte, at han skulle gå væk, men han fortsatte med at knuse ruden, fik åbnet døren og gik ind, hvorefter han med en medbragt fastnøgle og en medbragt skruetrækker og efterfølgende med en kniv, som han tog i køkkenet, truede beboeren til at udlevere bilnøglerne, ligesom han forsøgte at tage et par AirPods, som beboeren dog fik fravristet ham igen. Han satte sig ud i bilen, men da beboeren forsøgte at ringe 112, gik mobiltelefonen på bilens bluetooth. Det fik den unge mand til at trænge ind i huset på ny. Beboeren fik forskanset sig på badeværelset, imens den unge mand adskillige gange slog på døren med en skruetrækker og råbte, at hun ikke skulle ringe efter politiet. Han tog herefter de AirPods, som det ikke var lykkedes ham at få med første gang, og forlod stedet i bilen. Han nåede til Knabstrup Møllebakke, hvor han forulykkede med den tredje bil. Han fortsatte herefter igen til fods, men blev anholdt ikke langt derfra.

Han blev udover hjemmerøveri, brugstyveri af de tre biler og vidnetrusler også dømt for tyveri af diverse effekter fra to af bilerne, overtrædelse af knivloven samt kørsel uden kørekort og i påvirket tilstand.

Den unge mand blev også dømt for voldsforholdet begået i august 2021.

Nævningetinget fastsatte straffen til fængsel i 5 år. Der var dissens for at fastsætte straffen til 4 år og 6 måneder. Den unge mand blev også frakendt retten til at erhverve kørekort i 3 år.

Retten lagde ved fastsættelsen af straffen i skærpende retning særligt vægt på grovheden af hjemmerøveriet og vidnetruslerne, og at forholdene i marts 2021 blev begået kun ca. 8 måneder efter en tidligere dom for røveri, vold og vidnetrusler.

Retten lagde i formildende retning vægt på, at den unge mand på gerningstidspunktet var under 18 år.

Den unge mand vil inden 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Den unge mand, der har været varetægtsfængslet siden den 23. marts 2021, forblev varetægtsfængslet efter dommen.

Afgørelsesdato

Dommen er afsagt af Retten i Holbæk den 8. februar 2022.