Gå til sidens indhold

Retten i Lyngby

20 feb 2020

Retten i Lyngby

Tre unge mænd dømt for 15 gaderøverier

Tre unge mænd dømt for samlet 15 gaderøverier begået i Herlev, Søborg, Husum, Hellerup og Lyngby

De tre unge mænd på 18 og 19 år blev ved Retten i Lyngby i dag fundet skyldige i 15 gaderøverier begået i august og september 2018. Der har været 40 vidner i sagen, hvoraf mange har været meget unge drenge, der har været ofre for røverierne.

Sagsnummer: SS 6620/2018

Sagen kort fortalt

Røverierne foregik typisk på gaden, hvor ganske unge drenge blev standset og afkrævet deres hævekort, mobiltelefoner samt koder. Herefter blev de unge ofre tilbageholdt, mens nogle af røverne gik til hæveautomater og hævede, hvad de kunne på ofrenes hævekort, mens andre af røverne bevogtede de unge. Herudover blev ofrene frataget beklædningsgenstande, punge og ure, hvis de havde eksklusive mærkevarer på sig. 
Tiltalen var røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, samt frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1. 
To af de tiltalte 
nægtede sig skyldig i alle forhold mens en af de tiltalte erkendte nogle af røverierne.

Dommens resultat

Retten fandt det bevist at de tiltalte samlet havde begået 15 røverier. 

På den baggrund nåede retten frem til, at tiltalte A på 19 år skulle idømmes 2 år og 6 måneders fængsel samt udvises af Danmark for bestandigt, tiltalte B på 18 år skulle idømmes 1 år og 6 måneders fængsel og tildeles en advarsel om udvisning, og tiltalte C på 19 år skulle idømmes 3 års fængsel.

Dommerne lagde vægt på de mange utryghedsskabende gaderøverier begået mod unge drenge og børn, som under og efter røverierne har været meget bange. Retten har endvidere lagt vægt på, at røverierne blev begået af flere gerningsmænd, at ofrene blev tilbageholdt, afkrævet koder og andre økonomiske oplysninger samt frataget deres mobiltelefoner, som blev enten slukket eller sat på flytilstand ved røveriernes indledning. 
Sagen var en domsmandssag og dommerne var enige om dommens resultat.

Tiltalte A valgte at anke dommen. Tiltalte B valgte at modtage dommen. Tiltalte C vil inden for 14 dage beslutte, om dommen ankes.

Rettens juridiske dommer har tildelt erstatning for tort til fem af de forurettede, som blev tilbageholdt i længere tid og behandlet særligt krænkende. Tort blev tildelt på 5.000 kr. til fire forurettede og 10.000 kr. til en forurettet. 

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Lyngby den 14. juni 2019.