Sag om ophavs- og markedsføringsretlig krænkelse af keramikprodukter

En keramiker havde frembragt en hængepotte, en vase og en lågkrukke, der blev solgt i den virksomhed, som keramikeren var medejer af. Keramikeren blev i 2016 opmærksom på, at et selskab havde solgt lignende hængepotter, vaser og lågkrukker til et andet selskab, der efterfølgende havde markedsført og solgt produkterne som en spotvare hos en dagligvarebutikskæde gennem dens tilbudsavis, instagramprofil og forretninger.

Keramikerens virksomhed anlagde ved Sø- og Handelsretten sag mod de to selskaber med påstand om, at de blev forbudt at sælge og markedsføre de omtvistede produkter i alle størrelser og farvevarianter, at deres lager af disse blev beslaglagt og destrueret, og at de skulle betale 3.000.000 kr. til keramikerens virksomhed. Det blev til støtte herfor blandt andet gjort gældende, at produkterne var beskyttede efter ophavsretsloven og markedsføringsloven, at salg og markedsføring af de lignende produkter udgjorde en krænkelse af virksomhedens rettigheder efter disse love, og at virksomheden som følge heraf blandt andet havde lidt et afsætningstab og skade på sit brand.

Sø- og Handelsretten tog delvist keramikvirksomhedens påstande til følge

Sø- og Handelsretten fandt, at de tre keramikprodukter havde særpræg, og at de derfor var beskyttede efter både ophavsretslovens § 1, stk. 1, og markedsføringslovens § 3, stk. 1. Sø- og Handelsretten fandt herefter, at der var tale om en ophavsretlig krænkelse, idet der var tale om meget nærgående efterligninger, og at det ikke var sandsynligt, at udformningen af de omtvistede produkter var sket uden kendskab til de ophavsretligt beskyttede produkter. Sø- og Handelsretten tog derfor påstandene om forbud mod salg og markedsføring samt beslaglæggelse og destruktion til følge.

I relation til påstanden om vederlag og erstatning fandt Sø- og Handelsretten, at krænkelsen måtte tilregnes selskaberne som uagtsom, og at de derfor skulle betale vederlag og erstatning i medfør af ophavsretslovens § 83. Sø- og Handelsretten fandt, at det samlede beløb for vederlag og erstatning skønsmæssigt skulle fastsættes til 1.500.000 kr., og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at det på baggrund af de fremlagte oplysninger, herunder den indhentede skønserklæring, måtte antages, at salget og markedsføringen af de krænkende produkter havde påført virksomheden et betydeligt afsætningstab og en betydelig markedsforstyrrelse, idet krænkelsen ikke alene måtte antages at have skadet salget af de omhandlende produkter, men også virksomhedens brand som sådan.

Landsretten ændrede Sø- og Handelsrettens dom i relation til forbuddets omfang og vederlaget og erstatningens størrelse

Landsretten fandt i modsætning til Sø- og Handelsretten, at det kun var hængepotten, der måtte anses som ophavsretligt beskyttet, men at de tre keramikprodukter dog alle var beskyttede i medfør af markedsføringsloven. Landsretten fandt herefter ligesom Sø- og Handelsretten, at det var usandsynligt, at de omtvistede produkter var frembragt uden kendskab til keramikerens frembringelser, og at der på baggrund heraf var sket en krænkelse af virksomhedens rettigheder. Landsretten stadfæstede på den baggrund forbuddet, men begrænsede dog forbuddets omfang således, at det ikke omfattede ”alle størrelser og farvevarianter”. Bestemmelsen om beslaglæggelse og destruktion udgik, da keramikerens virksomhed havde frafaldet denne påstand.

Landsretten fandt i relation til påstanden om vederlag og erstatning, at krænkelsen måtte tilregnes selskaberne som i hvert fald groft uagtsom, og at selskaberne derfor skulle betale vederlag og erstatning i medfør af henholdsvis ophavsretslovens § 83, stk. 1 og 2, og markedsføringslovens § 24, stk. 2 og 3. Landsretten fandt dog, at det samlede beløb for vederlag og erstatning skulle nedsættes til 300.000 kr. og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på den betydelige usikkerhed, der var vedrørende størrelsen af det lidte tab, herunder omfanget af den stedfundne markedsforstyrrelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 20/00644.