Om vidnefritagelse i straffesag

Sagen startede den 1. maj 2019 om aftenen, hvor den forurettede – som er bror til den tiltalte – ringede til alarmcentralen og oplyste, at han var blevet overfaldet af tiltalte, som havde slået ham med en hammer. Dagen efter anmeldte forurettede episoden til politiet og den 6. maj 2019 blev den forurettede afhørt af politiet. Inden afhøringen gjorde politiet ikke den forurettede bekendt med, at man som parts nærmeste ikke har pligt til at afgive forklaring, ligesom politiet ikke gjorde forurettede bekendt med, at man ikke har pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen risikerer at udsætte én selv eller éns nærmeste for straf.

Den tiltalte, der havde været varetægtsfængslet i sagen fra den 8. maj 2019, udtalte sig første gang om sagen i juni 2019, hvor han afgav forklaring til politiet. Her oplyste den tiltalte om strafbare forhold både for så vidt angik sig selv og den forurettede bror.

Manden blev efterfølgende tiltalt for grov vold i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have slået sin bror gentagne gange på kroppen med en hammer eller lignende.

Under sagen for byretten ønskede den tiltalte ikke at udtale sig. Byretten tillod på begæring anklagemyndigheden at dokumentere tiltaltes forklaring til politirapport.

Den forurettede bror ønskede som parts nærmeste ikke at afgive vidneforklaring i byretten. Anklagemyndigheden anmodede byretten om at pålægge broren at afgive forklaring, mens forsvareren anførte, at vidnet kunne nægte at udtale sig, da han efter de hidtil afgivne forklaringer risikerede at inkriminere sig selv ved at afgive forklaring.

Byretten tog ikke forsvarets anmodning til følge

Byretten fandt efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at anse brorens forklaring i sin helhed for omfattet af vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, og bemærkede, at broren i forbindelse med sin vidneforklaring kunne vejledes om indholdet af bestemmelsen. Efter en samlet vurdering af sagens karakter og grovhed og brorens forklarings betydning for sagens afgørelse, pålagde retten broren at afgive forklaring i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3.

Efter bevisførelsen fandt byretten tiltalte skyldig i grov vold i gentagelsestilfælde og fastsatte straffen til fængsel i 2 år og 6 måneder. Straffen omfattede en reststraf på 731 dage fra en prøveløsladelse i 2018.   

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt – under hensyn til at forurettede oplyste alarmcentralen, at han var blevet overfaldet, at han anmeldte forholdet til politiet og at han under personligt fremmøde hos politiet fastholdt anmeldelsen og afgav detaljeret forklaring – at det ikke var en fejl, at forurettede ikke af politiet var blevet vejledt om, at han som parts nærmeste ikke havde pligt til at afgive vidneforklaring.

Landsretten fandt endvidere, at det ikke var en fejl, at politiet i forbindelse med afhøringen af forurettede ikke vejledte ham om, at man ikke har pligt til at afgive vidneforklaring, såfremt forklaringen må antages at udsætte én selv eller éns nærmeste for straf, idet politiet først efterfølgende var blevet bekendt med den tiltaltes forklaring i sagen.

Landsretten fandt endelig, at forurettedes forklaring måtte anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og efter sagens beskaffenhed og betydning var byretten berettiget til at pålægge den forurettede bror at afgive forklaring. Efter bevisførelsen tiltrådte landsretten, at den tiltalte mand var skyldig i grov vold i gentagelsestilfælde og fandt straffen passende. Landsretten stadfæstede derfor dommen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-25-0374.