Om diskriminationsforbuddet i FN’s Handicapkonvention

En udlænding, der siden 2008 havde haft tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af først studie og sidenhen ægtefællesammenføring, søgte om permanent opholdstilladelse. I forbindelse med ansøgningen herom oplyste udlændingen, at hun på grund af sit handicap ikke kunne opfylde beskæftigelseskravet.

Udlændingen henviste i den forbindelse til en lægeudtalelse, hvoraf bl.a. fremgik, at udlændingen efter en voldtægt og et overfald i forbindelse hermed, havde udviklet symptomer på depression og senere en mere paranoid tilstand med hørehallucinationer. Udlændingen blev stillet diagnosen paranoid skizofreni, og hun kom i behandling med antipsykotisk medicin og et ambulant behandlingsforløb i distriktspsykiatrien. Tilstanden vurderedes at være kronisk, og det var ikke realistisk, at udlændingen kunne varetage et fuldtidsarbejde.

Udlændingestyrelsen meddelte udlændingen afslag på permanent opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen fandt ikke grundlag for at anvende udlændingelovens dagældende § 11, stk. 16, hvorefter der kunne meddeles permanent opholdstilladelse til en udlænding, såfremt én eller flere betingelser for meddelelse af permanent opholdstilladelse – herunder beskæftigelseskravet – ikke kunne kræves opfyldt, fordi Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsagde det.

Udlændingen klagede til Udlændingenævnet, idet udlændingen henviste til to supplerende speciallægeerklæringer, hvoraf bl.a. fremgik, at det ikke vurderedes at være realistisk, at udlændingen kunne fungere i et arbejde, hverken på fuld tid eller nedsat tid, og at der var et varigt behov for støtte, skånehensyn og kontakt til behandlingspsykiatrien. Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Herefter indbragte udlændingen sagen for domstolene.

Byretten hjemviste sagen til fornyet behandling ved Udlændingenævnet

Byretten lagde efter speciallægeerklæringerne til grund, at der intet holdepunkt var for, at udlændingens sygdom på noget tidspunkt ville kunne bedres så meget, at hun ville blive i stand til at passe et arbejde hverken på fuld tid eller nedsat tid. Byretten anså på den baggrund udlændingen som en person, der havde en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kunne hindre fuld og effektiv deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre, og således som en ”person med handicap” som nævnt i FN’s Handicapkonventions artikel 1, stk. 2.

Byretten fandt på den baggrund, at Udlændingenævnets afgørelse indebar en diskrimination af udlændingen på grund af handicap, som var i strid med forbuddet i konventionens artikel 5 og 23, og Udlændingenævnet burde – ved at have bragt udlændingelovens dagældende § 11, stk. 16, i anvendelse – have meddelt udlændingen permanent opholdstilladelse.

Byretten hjemviste derfor sagen til fornyet behandling ved Udlændingenævnet.

Landsretten frifandt Udlændingenævnet

Udlændingenævnet ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse.

Det var ubestridt, at udlændingen ikke havde været i kontakt med kommunen med henblik på eventuelt at deltage i et ressourceforløb. Da fleksjob sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, fandt landsretten, at udlændingen ikke havde godtgjort, at hun ikke ville kunne opfylde beskæftigelseskravet. Udlændingen befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med den situation, som personer uden handicap – der som hende ikke havde godtgjort ikke at kunne opfylde beskæftigelseskravet – befandt sig i. Udlændingen havde på den baggrund ikke været udsat for forskelsbehandling i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

Landsretten frifandt derfor Udlændingenævnet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0600. 

En udlænding, der siden 2008 havde haft tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af først studie og sidenhen ægtefællesammenføring, søgte om permanent opholdstilladelse. I forbindelse med ansøgningen herom oplyste udlændingen, at hun på grund af sit handicap ikke kunne opfylde beskæftigelseskravet.

Udlændingen henviste i den forbindelse til en lægeudtalelse, hvoraf bl.a. fremgik, at udlændingen efter en voldtægt og et overfald i forbindelse hermed, havde udviklet symptomer på depression og senere en mere paranoid tilstand med hørehallucinationer. Udlændingen blev stillet diagnosen paranoid skizofreni, og hun kom i behandling med antipsykotisk medicin og et ambulant behandlingsforløb i distriktspsykiatrien. Tilstanden vurderedes at være kronisk, og det var ikke realistisk, at udlændingen kunne varetage et fuldtidsarbejde.

Udlændingestyrelsen meddelte udlændingen afslag på permanent opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen fandt ikke grundlag for at anvende udlændingelovens dagældende § 11, stk. 16, hvorefter der kunne meddeles permanent opholdstilladelse til en udlænding, såfremt én eller flere betingelser for meddelelse af permanent opholdstilladelse – herunder beskæftigelseskravet – ikke kunne kræves opfyldt, fordi Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsagde det.

Udlændingen klagede til Udlændingenævnet, idet udlændingen henviste til to supplerende speciallægeerklæringer, hvoraf bl.a. fremgik, at det ikke vurderedes at være realistisk, at udlændingen kunne fungere i et arbejde, hverken på fuld tid eller nedsat tid, og at der var et varigt behov for støtte, skånehensyn og kontakt til behandlingspsykiatrien. Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Herefter indbragte udlændingen sagen for domstolene.

Byretten hjemviste sagen til fornyet behandling ved Udlændingenævnet

Byretten lagde efter speciallægeerklæringerne til grund, at der intet holdepunkt var for, at udlændingens sygdom på noget tidspunkt ville kunne bedres så meget, at hun ville blive i stand til at passe et arbejde hverken på fuld tid eller nedsat tid. Byretten anså på den baggrund udlændingen som en person, der havde en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kunne hindre fuld og effektiv deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre, og således som en ”person med handicap” som nævnt i FN’s Handicapkonventions artikel 1, stk. 2.

Byretten fandt på den baggrund, at Udlændingenævnets afgørelse indebar en diskrimination af udlændingen på grund af handicap, som var i strid med forbuddet i konventionens artikel 5 og 23, og Udlændingenævnet burde – ved at have bragt udlændingelovens dagældende § 11, stk. 16, i anvendelse – have meddelt udlændingen permanent opholdstilladelse.

Byretten hjemviste derfor sagen til fornyet behandling ved Udlændingenævnet.

Landsretten frifandt Udlændingenævnet

Udlændingenævnet ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse.

Det var ubestridt, at udlændingen ikke havde været i kontakt med kommunen med henblik på eventuelt at deltage i et ressourceforløb. Da fleksjob sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, fandt landsretten, at udlændingen ikke havde godtgjort, at hun ikke ville kunne opfylde beskæftigelseskravet. Udlændingen befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med den situation, som personer uden handicap – der som hende ikke havde godtgjort ikke at kunne opfylde beskæftigelseskravet – befandt sig i. Udlændingen havde på den baggrund ikke været udsat for forskelsbehandling i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

Landsretten frifandt derfor Udlændingenævnet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0600.