12 feb 2021

Procesbevillingsnævnet

Omkostningsgodtgørelse i skattesag

Procesbevillingsnævnet har den 11. februar 2021 meddelt en virksomhed tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 28. oktober 2020 (BS-48187/2019).

Den 18. marts 2005 indgik virksomheden D en kontrakt med rådgivningsvirksomheden R om køb af konsulentydelser med henblik på at få reduceret sin ejendomsskat. Det var aftalt, at R ikke skulle modtage betaling, hvis de ikke opnåede nogen besparelse for D.

R anmodede herefter SKAT om genoptagelse af en ejendomsvurdering af D’s ejendommen. R opgjorde det samlede fradrag til cirka 1 mio. kr.

Den 18. februar 2013 oversendte R sagen til et advokatkontor. Det fremgik af oversendelsesbrevet, at R havde givet D tilsagn om betaling af advokatudgifterne ved sagsførelsen.

Den 8. april 2015 erklærede D, at denne hæftede for betalingen af advokatudgifterne til advokatkontorets arbejde, hvis R gik konkurs.

Den 6. juni 2016 anmodede advokatkontoret om acontogodtgørelse svarende til 50 % af 17.500 kr. Det fremgik af anmodningen, at kravet på acontogodtgørelse var overdraget til advokatkontoret. Til anmodningen var vedlagt et salærnotat udstedt til virksomheden D den 24. maj 2016.

Ved afgørelse af 18. januar 2017 afslog SKAT anmodningen, hvilken afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, som stadfæstede SKATs afgørelse.

Byretten stadfæstede Landsskatterettens afgørelse

Byretten henviste indledningsvist til, at Højesteret ved dom trykt i U 2015.3383 H bestemte, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Byretten fandt herefter, at selvom D havde indgået en direkte aftale om advokatbistand med advokatfirmaet, ligesom D havde anerkendt, at der bestod et direkte advokat- og klientforhold mellem D og advokatkontoret, havde D ikke herved havde fået en reel forpligtelse til at betale eller hæfte for advokatkontorets honorar.

På denne baggrund frifandt byretten Skatteministeriet.

Landsretten stadfæstede dommen

Landsretten fandt ligesom byretten, at det oprindelige aftalegrundlag mellem D og R indebar, at der ikke for D bestod en reel hæftelse over for advokatvirksomheden.

Landsretten anførte herefter, at D’s erklæring om hæftelse havde karakter af en simpel kaution, og at denne form for hæftelse ikke opfyldte betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52.

På denne baggrund stadfæstede landsretten dommen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 20/01090.