Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

21 sep 2021

Procesbevillingsnævnet

Erhvervsdykkeres skattemæssige status

Procesbevillingsnævnet har den 13. september 2021 meddelt et selskab tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 31. marts 2021 (BS-35431/2019).

Et hollandsk selskab indgik i 2011 en kontrakt med et større olie og gas-selskab om at udføre vedligeholdelse og reparation af offshore rørsystemer. Arbejdet skulle udføres af lidt over 100 erhvervsdykkere fra Europa, Asien, Mellemøsten, Afrika, Australien og Canada.

Dykkernes ansættelseskontrakter var udfærdigede som selvstændige konsulentansættelser, og selskabet havde angivet overfor SKAT, at dykkerne blev aflønnede som selvstændigt erhvervsdrivende.

På grund af forholdene omkring det udførte arbejde, herunder at dykkerne blandt andet arbejdede i faste hold, havde løbende anvisninger og havde adgang til at låne relevant værktøj og udstyr, traf SKAT i 2013 afgørelse om, at dykkerne skulle anses for at være lønmodtagere. På baggrund af denne afgørelse var selskabet derfor forpligtet til at indeholde A-Skat og AM-bidrag i dykkernes vederlag.

Selskabet påklagede afgørelsen til Landsskatteretten, der stadfæstede SKAT’s afgørelse i 2017. Selskabet anlagde derefter i 2018 sag ved Københavns Byret mod Skatteministeriet med påstand om, at SKATs afgørelse skulle omgøres. Skatteministeriet nedlagde påstand om frifindelse.

Byretten frifandt Skatteministeriet

Byretten fandt, at der var tale om personligt arbejde i tjenesteforhold, og lagde navnlig vægt på, at der var faste vagtskemaer, fast aflønning pr. dag, og at det nødvendige udstyr blev stillet gratis til rådighed for dykkerne. Byretten bemærkede videre, at dykkerne ikke havde påtaget sig nogen selvstændige økonomiske risici.

Byretten frifandt derfor Skatteministeriet.

Landsretten stadfæstede med dissens byrettens dom

Flertallet i landsretten fandt, at dykkerne måtte anses for at være lønmodtagere i skatteretlig forstand. Flertallet lagde blandt andet vægt på, at dykkerne ikke havde metodefrihed i deres arbejde, at dykkerne stort set ingen udgifter havde til opgaverne, og at der var snævre, fastlagte rammer for dykkernes arbejdstid.

Mindretallet i landsretten fandt, at dykkerne godt kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Mindretallet fremhævede blandt andet, at de enkelte dykkere havde forskelligartede kompetencer, at dykkerne kunne tage imod opgaver fra andre hvervgivere i perioden, og at de af flertallet fremhævede momenter var et udslag af arbejdets farlige miljø.

Efter stemmeflertallet blev byrettens dom stadfæstet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/11695.