Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

09 jun 2023

Procesbevillingsnævnet

Retsfortabende passivitet

Procesbevillingsnævnet har den 8 juni 2023 meddelt en kommune tilladelse til anke til Højesteret af en deldom, der er afsagt af Østre Landsret den 22. september 2022 (BS-26272/2021).

Skadelidte, der var ansat hos en kommune, var den 5. september 2008 involveret i et færdselsuheld, da hun var på vej fra sin arbejdsplads i kommunen til et kursussted. Ved Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse af 26. januar 2010 blev ulykken anerkendt som en arbejdsskade, og skadelidtes varige mén blev fastsat til 20 %.

Efterfølgende traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) en række midlertidige afgørelser om erstatning for erhvervsevnetab. Ved afgørelse af 13. september 2019 traf AES endelig afgørelse om skadelidtes erhvervsevnetab.

Kommunen anlagde herefter sag mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende spørgsmålet om varigt mén og erhvervsevnetab. Byretten udskilte spørgsmålet om sagens fremme vedrørende kommunens påstande om varigt mén til særskilt behandling.

Byretten frifandt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for kommunens påstande vedrørende varigt mén

Byretten fandt, at kommunen ikke inden rimelig tid havde anlagt sag mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på at anfægte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 26. januar 2010 om skadelidtes varige mén efter færdselsuheldet den 5. september 2008.

Kommunen ankede deldommen til landsretten.

Landsretten stadfæstede dommen

Landsretten tiltrådte, at kommunen ved passivitet havde fortabt sine muligheder for at gøre indsigelse mod afgørelsen af 26. januar 2010. Landsretten henviste navnlig til, at kommunen i løbet af en periode på 10 år gentagne gange havde modtaget påmindelser om skadelidtes sag, herunder afgørelsen om anerkendelse af ulykken som en arbejdsskade samt godtgørelse for varigt mén og den heri liggende årsagsvurdering, uden at dette havde givet anledning til, at kommunen havde anfægtet afgørelsen. Landsretten bemærkede, at i hvert fald i dette tilfælde, hvor der ikke var fremkommet nye oplysninger eller belyst omstændigheder, som kunne begrunde, at den oprindelige afgørelse om varigt mén var blevet truffet på et fejlagtigt grundlag, fandt landsretten, at skadelidte havde haft en berettiget forventning om, at afgørelsen om mén var endelig. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/19626.