Procesbevillingsnævnet

29 maj 2020

Procesbevillingsnævnet

Om huslejenævnets kompetence

Procesbevillingsnævnet har den 25. maj 2020 meddelt en lejer tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 19. februar 2020

Lejeforholdet mellem lejer og udlejer begyndte den 1. juni 2017. Efterfølgende fraflyttede lejeren lejemålet midlertidigt, først i ca. 2 uger på grund af rotter og kort tid efter igen i ca. et år på grund af skimmelsvamp. Begge forhold blev udbedret, og lejer flyttede tilbage i lejemålet i november 2018.

Lejeren fremsatte herefter over for udlejeren krav om lejenedsættelse og udbedring af en række oprindelige faktiske mangler. Kravet vedrørte ikke rotteangrebet eller skimmelsvamp. Udlejede protesterede herimod.

Sagen blev behandlet i huslejenævnet, der afviste lejerens krav om lejenedsættelse og udbedring af manglerne. Lejeren indbragte herefter sagen for boligretten, men først efter udløbet af indbringelsesfristen på 4 uger i boligreguleringslovens § 43, stk. 2.

For boligretten nedlagde lejer adskillige påstande, herunder blandt andet en række påstande, der relaterede sig til huslejenævnets behandling af sagen, samt en påstand om betaling af ca. 100.000 kr. Beløbet relaterede sig til tilbagebetaling af hele eller en del af lejen for perioden fra lejeforholdets begyndelse til november 2018, jf. lejelovens § 11, stk. 2, om forholdsmæssigt afslag. Lejer henviste til, at lejemålet var uegnet til beboelse på grund af rotter og skimmelsvamp fra lejemålets begyndelse og indtil udbedringens afslutning i november 2018.

Boligretten afviste sagen

Ved en beslutning bestemte boligretten, at sagen skulle afvises, da sagen ikke var rettidig indbragt, og der ikke forelå undskyldelige omstændigheder, jf. boligreguleringslovens § 43, stk. 2.

Landsretten stadfæstede med en ændret begrundelse

Landsretten bemærkede indledningsvist, at boligrettens afgørelse burde være truffet ved dom, jf. retsplejelovens § 391, stk. 3.

Derefter anførte landsretten, at huslejenævnets afgørelse var indbragt for boligretten efter 4-ugersfristens udløb, jf. boligreguleringslovens § 43, stk. 2, og at der ikke forelå undskyldelig omstændigheder. Landsretten afviste derfor denne del af sagen.

Landsretten anførte herefter, at dele af sagen, herunder lejers krav om tilbagebetaling af leje, ikke havde været behandlet i huslejenævnet før indbringelsen for boligretten, og landsretten afviste derfor også denne del af sagen, jf. lejelovens 107, stk. 1, jf. § 106. Landsretten henviste til, at kravet om tilbagebetaling af leje på det foreliggende grundlag måtte anses for at angå en tvist om, hvorvidt det lejede var mangelfuldt ved lejeforholdets begyndelse, hvorfor tvisten måtte anses for at være omfattet af huslejenævnets kompetence, jf. lejelovens § 106, stk. 1, nr. 11.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0091.