Procesbevillingsnævnet

09 jul 2020

Procesbevillingsnævnet

Regulering af vandløb og prøvelse af påbuds vilkår om udbedring

Procesbevillingsnævnet har den 2. juli 2020 meddelt en borger tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 4. marts 2020 (BS-10505/2017).

Borgeren ejer en ejendom, der støder op til en å. På strækningen er åen et privat vandløb, og vedligeholdelse af private vandløb påhviler bredejerne, medmindre der er truffet anden bestemmelse.

Borgeren havde foretaget en oprensning af sit private vandløb, og kommunen fandt, at der var tale om ulovlig regulering og ikke almindelig og nødvendig vedligeholdelse. Kommunen meddelte derfor borgeren et påbud i henhold til vandløbslovens § 54, samt Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om genetablering. I påbuddet var der stillet en række vilkår, der skulle sikre, at vandløbet blev bragt tilbage til vandløbets tilstand før oprensningen.

Borgeren påklagede påbuddet til Natur- og Miljøklagenævnet (i dag Miljø- og Fødevareklagenævnet), der fandt, at der var foretaget en regulering af åen uden den fornødne tilladelse efter vandløbslovens § 17. Nævnet stadfæstede derfor kommunens afgørelse. Nævnet nævnte dog ikke noget om de enkelte vilkår for udbedringen, som kommunen i deres afgørelse havde meddelt borgeren.

Borgeren anlagde sag ved byretten med påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at deres afgørelse var ulovlig og ugyldig.

Byretten frifandt Miljø- og Fødevareklagenævnet

Byretten fandt, at borgerens oprensning var gået ud over den vedligeholdelse af et vandløb, som er tilladt efter vandløbslovens § 27. Byretten frifandt derfor Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Borgeren ankede dommen til landsretten. Ved landsretten opstod der udover spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om lovlig vedligeholdelse eller ulovlig regulering, også spørgsmålet om, hvorvidt påbuddets nærmere indhold vedrørende udbedringsvilkårene kunne være genstand for domstolsprøvelse. 

Landsretten fandt, at der var tale om ulovlig regulering af vandløbet, og at kommunen havde hjemmel til at meddele påbud om retablering i medfør af vandløbslovens § 54. Vedrørende spørgsmålet om prøvelsen af påbuddets nærmere indhold fandt landsrettens flertal, at Natur- og Miljøklagenævnets prøvelse med rette ikke havde omfattet vilkårene i det meddelte påbud, og at søgsmålet ikke kunne omfatte omfanget af den påbudte udbedring.

Flertallet fandt, at selv om Natur- og Miljøklagenævnet ikke udtrykkeligt havde angivet i afgørelsen, at prøvelsen havde været begrænset til at angå lovligheden af den foretagne oprensning, at nævnet i overensstemmelse med dagældende § 12 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet (nu § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet) havde begrænset sin prøvelse til det, der blev klaget over, nemlig kommunens afgørelse om, at oprensningen var foretaget i strid med vandløbslovens bestemmelser.

Mindretallet i landsretten udtalte, at nævnets afgørelse ikke indeholdte en stillingtagen til de enkelte vilkår for udbedringen, og at borgeren i sin klage ikke var fremkommet med bemærkninger til de enkelte vilkår, men dog havde påklaget påbuddet om genetablering. Det blev yderligere anført, at det fremgik af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, at kommunens afgørelse blev stadfæstet. Mindretallet i landsretten fandt under disse omstændigheder, og idet det ikke fremgik udtrykkeligt af afgørelsen, at der alene blev foretaget en begrænset prøvelse, at borgeren havde været berettiget til at gå ud fra, at Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse også omfattede de angivne udbedringsvilkår, og at søgsmålet som følge heraf kunne omfatte både påbuddets lovlighed og omfanget af den påbudte udbedring.

Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet og landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0166