11 jan 2021

Procesbevillingsnævnet

Klageberettiget efter planloven og Århus-konventionen

Procesbevillingsnævnet har den 8. januar 2021 meddelt en borger tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 26. juni 2020 (BS-634/2019).

En kommune vedtog i 2017 en lokalplan om opførelse af en dagligvarebutik i den sydlige del af byen. Borgeren klagede over lokalplanen til Planklagenævnet. Hun henviste navnlig til, at lokalplanen var i strid med planlovens detailhandelsbestemmelser, idet anslået 14,67 % af detailhandlen herved blev flyttet væk fra bymidten.

Borgeren var hverken grundejer, beboer eller erhvervsdrivende i det lokalområde, der var omfattet af lokalplanen. Hun havde privatadresse ca. 2 km i fugleflugtslinje fra lokalplanområdet, og hun var desuden direktør og eneanpartshaver i to selskaber, som udlejede ejendomme til butikker i samme by. Disse ejendomme var beliggende i byens centrum og mellem ca. 760 meter og ca. 1,7 km. i fugleflugtslinje fra lokalplanområdet. Ejendommen nærmest lokalplanområdet var udlejet til en dagligvarekæde.

Borgeren indgav klagen som privatperson efter at have deltaget aktivt i processen forud for kommunens endelige vedtagelse af planerne. Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da klageren ikke var klageberettiget, jf. planlovens § 59, stk. 1.

Byretten frifandt Planklagenævnet

Byretten fandt, at borgeren ikke havde en væsentlig og individuel interesse og derfor ikke havde den fornødne retlige interesse og dermed heller ikke klageberettigelse, jf. planlovens § 59, stk. 1.

Byretten lagde vægt på, at borgeren som privatperson ikke var berørt på en måde, der adskilte sig væsentligt fra påvirkningen for en meget vid kreds af borgere, der havde bolig inden for samme afstand fra lokalplanområdet. Borgerens interesse som privatperson i, at detailhandlen forblev i bymidten, var en interesse af ideel og generel karakter, som ikke kunne føre til et andet resultat.

Byretten lagde desuden vægt på, at der ikke var identifikation mellem borgeren og selskaberne, idet selskaberne var selvstændige juridiske enheder, herunder med begrænset hæftelse. Den omstændighed, at borgeren var direktør og eneanpartshaver i selskaberne indebar heller ikke, at hun var klageberettiget som privatperson. Heller ikke et konkurrencemæssigt hensyn/erhvervsaktivitet kunne medføre, at borgeren kunne anses for klageberettiget.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at borgeren ikke kunne anses for at have en sådan væsentlig interesse i planerne, at hun efter planlovens § 59, stk. 1, havde en retlig interesse i sagens udfald, og at hun dermed ikke var klageberettiget.

Landsretten lagde vægt på, at borgeren som beboer i byen ikke kunne anses for at være berørt af planerne på en måde, som adskilte sig væsentligt fra påvirkningen for et meget betydeligt antal beboere og dermed en meget vid kreds af borgere i området.

Landsretten anførte desuden, at det forhold, at borgeren havde klaget som privatperson og ikke på vegne af selskaberne, ikke udelukkede, at det kunne indgå i den samlede vurdering af spørgsmålet om klageberettigelse, at borgeren som eneanpartshaver havde en væsentlig interesse i selskaberne og deres aktiviteter.

Århus-konventionen, herunder konventionens artikel 9, stk. 2, kunne heller ikke i sig selv føre til, at borgeren kunne anses for klageberettiget. Det forhold, at hun havde deltaget aktivt i processen forud for kommunens endelige vedtagelse af planerne, indebar heller ikke i sig selv, at hun kunne anses for klageberettiget.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 20/01075.