Dom i nævningesag om drab.

Sagsnummer: SS 3293/2021

Sagen kort fortalt
Sønnen, der var 17 år på gerningstidspunktet, og hans far var tiltalt for under særligt skærpende omstændigheder i hjemmet at have dræbt sønnens mor og faderens hustru ved adskillige knivstik i hoved, på halsen og på kroppen.

Sønnen havde erkendt at have forvoldt moderens død med knivstik, men gjort gældende, at drabet var begået i nødværge.

Faderen nægtede sig skyldig og bestred, at han var til stede under og delagtig i drabet.

Dommens resultat
Et enigt nævningeting fandt de tiltalte skyldige for i forening og efter forudgående aftale eller forståelse at have dræbt moderen.

Nævningetinget afviste på baggrund af de tekniske spor i lejligheden og moderens og sønnens beklædning sammenholdt med skaderne på moderen og sønnen, at drabet var begået i nødværge. Nævningetinget afviste endvidere på baggrund af bevisførelsen, herunder navnlig vidneforklaringer og videooptagelser af faderens færden, faderens forklaring om, hvornår han havde forladt lejligheden. Nævningetinget fandt på baggrund af de tekniske spor på faderen og hans beklædning, at det var bevist, at han havde været i lejligheden, da drabet fandt sted. Nævningetinget kunne ikke fastlægge rollefordelingen mellem de tiltalte, men fandt, at det var bevist, at de i forening begik drabet.

Anklagemyndigheden havde under sagen dokumenteret en lang række lyd- og tekstbeskeder udvekslet mellem de tiltalte, familiemedlemmer og unavngivne personer. Retten fandt efter en konkret vurdering, herunder at beskederne ofte var taget ud af en større kontekst, at oversættelsen af beskederne i et vist omfang beroede på en vurdering af forståelsen af ord og vendinger, hvorom der var uenighed, samt den omstændighed, at flere af familiemedlemmerne og unavngivne personer ikke var afhørt til sagen, at beskederne ikke kunne tillægges større bevismæssig værdi.

Nævningetinget fandt, at det ikke var bevist, at drabet havde været nøje planlagt over en længere periode, og at faderen havde udnyttet sønnens unge alder, manglende indsigt og det til sig bestående afhængighedsforhold. Flertallet af nævningetinget fandt endvidere, at det ikke var bevist, at de tiltalte dræbte moderen, fordi de fandt, at hun var ikke-rettroende muslim og dermed vantro, mens en nævning fandt, at der var ført bevis herfor. Nævningetinget fandt derfor, at de skærpende omstændigheder efter straffelovens § 81, nr. 3, 5, 6 og 9 ikke fandt anvendelse.

På den baggrund nåede nævningetinget frem til, at de tiltalte var skyldig i drab efter straffelovens § 237. jf. § 81, nr. 2.

Anklageren påstod sønnen idømt en straf på fængsel i 9 år og udvisning for bestandig og faderen idømt en straf på fængsel i 13-14 år og udvisning for bestandig.

Straffen for sønnen blev efter stemmeflertallet fastsat til ubetinget fængselsstraf på  8 år, og han blev udvist med indrejseforbud for bestandig.

Straffen for faderen blev efter stemmeflertallet fastsat til ubetinget fængselsstraf på 12 år, og han blev udvist med indrejseforbud for bestandig.

Sagen var en nævningesag.

De tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Randers den 17. december 2021.