Gå til sidens indhold

Retten i Randers

06 okt 2022

Retten i Randers

”Paderup-manden” dømt til anbringelse i sikret afdeling

Et enigt nævningeting ved Retten i Randers har kendt en 31-årig irakisk mand skyldig i 57 indbruds-tyverier og indbrudstyveriforsøg primært begået mod private boliger i Randers og Aarhus området. Manden er i pressen tidligere omtalt som ”Paderup-manden”.

Sagsnummer: 6-305/2022

Sagen kort fortalt og dommens resultat

Indbruddene og forsøgene herpå er begået ved, at manden har taget i flere fordøre i et nabolag, hvorefter han, hvis en fordør har været åben, er gået ind og har stjålet genstande af begrænset værdi, typisk i form af kontanter. Hvis manden de pågældende steder blev antruffet af beboeren, forklarede han ofte, at han ledte efter en bestemt navngiven person, hvorefter han forlod stedet.

Manden blev tillige kendt skyldig i 12 tilfælde af vold eller trusler om vold mod personalet på det bosted, hvor han efter en dom i 2018 for adskillige indbrud og indbrudsforsøg blev anbragt.

Efter Retslægerådets udtalelse blev manden dømt til anbringelse på sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske handicap uden fastsættelse af længstetid for foranstaltningen.

Der blev afgivet en stemme for, at tiltalte skulle udvises af Danmark, og 11 stemmer for, at tiltalte ikke skulle udvises af Danmark. Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet, så tiltalte ikke blev udvist af Danmark.

Manden var på grund af sin psykiske tilstand ikke til stede ved domsafsigelsen, hvorfor forsvareren udbad sig betænkningstid i 14 dage med henblik på eventuel anke af dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Randers 5. oktober 2022.