Gå til sidens indhold

Retten i Roskilde

06 okt 2021

Retten i Roskilde

Dom i nævningesag om vold og seksuelt misbrug

Et nævningeting ved Retten i Roskilde har idømt en 34-årig mand fængsel i 1 år og 6 måneder og tildelt ham en advarsel om udvisning for vold mod sine to døtre og andet seksuelt forhold end samleje med en af døtrene.

Et nævningeting ved Retten i Roskilde har fundet en 34-årig mand skyldig i over en periode fra i hvert fald 2017 til 2019 at have udøvet vold mod sine to døtre ved blandt andet at have slået dem med et bælte på kroppen. Herudover har nævningetinget fundet den 34-årige mand skyldig i at have haft andet seksuelt forhold end samleje med sin ældste datter i samme periode.


Der blev afgivet 1 stemme for at fastsætte straffen til fængsel i 1 år, 7 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder og 4 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 1 år og 9 måneder. Straffen blev derfor fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder.


Der blev afgivet 10 stemmer for at tildele tiltalte en advarsel om udvisning og 2 stemmer for at udvise tiltalte med indrejseforbud i 12 år. Tiltalte blev derfor tildelt en advarsel om udvisning.


Herudover bestemte de juridiske dommere, at tiltalte skulle betale tortgodtgørelse til sin ældste datter.


Tiltalte modtog dommen.


Sagen har været behandlet under sagsnr. S 9-3881/2021.