Pristalsreguleret alderdomsopsparing og indekskontrakter

Kunden havde i sit tidligere pengeinstitut indgået en aftale om en pristalsreguleret alderdomsopsparing ved oprettelse af 6 indekskontrakter.

Aftalen og indekskontrakterne blev oprettede i overensstemmelse med lov 1956-10-02 nr. 260 om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, der trådte i kraft den 1. april 1957.

De seks indekskontrakter blev oprettet med et grundbeløb i henhold til loven, og ved aftalens indgåelse blev der på grundlag af en udbetalingsperiode på 15 år beregnet en årlig indbetaling, der udgjorde grundindbetalingen, pristalsreguleret i henhold til loven.

Aftalen indeholdt også nogle bestemmelser om udbetalingen af indeståendet på den i kundens navn oprettede indekskonto. Det fremgår heraf, at udbetalingerne fortsætter med de månedlige beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end det aftalte.

Kunden skiftede efter oprettelsen af aftalen pengeinstitut nogle gange, inden aftalen blev overtaget af banken.

I sagen ophørte udbetalingerne tidligere end kunden havde forventet, og spørgsmålet var derfor, om banken var forpligtet til at udbetale yderligere beløb til kunden, selv om hele indeståendet på indekskontoen var udbetalt til kunden.

Retten lagde til grund, at banken løbende havde orienteret kunden om indeståendet og afkastet på indekskontoen og havde opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, ligesom det blev lagt til grund, at kunden ikke havde godtgjort, at indeksaftalen ikke blev forrentet, som fastsat i loven, og at banken havde godtgjort, at hele indeståendet på indekskontoen var udbetalt til kunden.

På dette grundlag fandt retten, at banken ikke var forpligtet til at betale yderligere beløb til kunden, og banken blev derfor frifundet for kundens påstand om yderligere betalinger efter aftalen.