04 jan 2021

Retten i Viborg

Retten i Viborg moderniserer kontakten til deres brugere

Ny digital check-in ved fremmøde i retten, kontaktformularer til Skifteretten og snart chat på hjemmesiden. Det er elementerne i mere moderne kontaktformer, som møder brugerne af Retten i Viborg.

Retten i Viborg har indført nye kontaktformer for deres brugere, både når brugerne møder op i retten, og når de møder retten på hjemmesiden www.domstol.dk/viborg.

”Vi er spændte på, hvordan brugerne tager imod de nye måder af møde os ved Retten i Viborg. Vi har indtil nu haft gode erfaringer med den nye check in-stander, og vi ser frem til at få erfaringer med kontaktformularerne i skifteretten og chat-løsningen. Vores forventning er, at retten med de nye tiltag kan udnytte sine ressourcer bedre samtidig med, at vi giver brugerne en hurtigere og bedre service,” siger retspræsident ved Retten i Viborg Laila Nitschke.

Hurtigere og bedre service til brugerne

Den nye digitale check in for brugerne, når de møder op i retten, blev indført i oktober 2020. Med den kan brugere af skifteretten, fogedretten og notarkunder selv melde deres ankomst og finde sig til rette i ventelokalet. Check in-systemet giver automatisk besked om deres ankomst til den af rettens medarbejdere, der har mødet med brugeren.

Den 4. januar blev der indført kontaktformularer for henvendelser til Skifteretten. Tidligere sendte brugeren typisk en mail til skifteretten. De nye kontaktformularer hjælper brugeren med at få sendt den nødvendige information og dokumenter til skifteretten, så henvendelsen hurtigere og bedre kan blive behandlet af rettens medarbejdere. Kontaktformularerne finder brugerne på www.domstol.dk/viborg/kontakt-skifteretten/.

Til februar forventer Retten i Viborg også at tilføje en live chat på deres hjemmeside. Chatten vil være åben for brugerne i dagtimerne på hverdage. Målet er at give brugerne hurtig hjælp, der hvor de har brug for den.

Retten i Viborg er pilotprojekt

De nye kontaktformer er et pilotprojekt, som Domstolsstyrelsen er tovholder på. Det er kommet i stand efter et ønske fra byretterne om at afprøve nye og mere moderne måder at møde brugerne på.

Kontaktformularer og chat er dog ikke ukendt ved Danmarks Domstole. Tinglysningsretten har gennem længere tid benyttet sig af disse muligheder, men det er første gang, at en byret afprøver det. På baggrund af erfaringerne fra pilotprojektet ved Retten i Viborg vil det blive drøftet, hvorvidt det kan skabe værdi at udbrede brugen af digital check in, kontaktformular eller chat til andre retter.

Udviklingsdirektør ved Domstolsstyrelsen Merethe Eckhardt er spændt på at følge erfaringerne med de nye kontaktformer:

”Øget brugerfokus er et af Danmarks Domstoles erklærede strategiske mål for de kommende år. Det er vigtigt, at vi følger med tiden og benytter os af mere moderne og effektive kontaktformer, hvor det også giver en bedre service og oplevelse for vores brugere. Jeg glæder mig derfor til at høre om erfaringerne fra Viborg,” siger Merethe Eckhardt.