Gå til sidens indhold

Retten i Viborg

26 maj 2021

Retten i Viborg

31-årig mand idømt 6 års fængsel for drabsforsøg i Viborg

Retten i Viborg har den 26. maj 2021 afsagt dom i SS 294/2021

Sagen kort fortalt 
Tiltalte var ansat på en café i Viborg, da han den 22. september 2020 flere gange stak en nu 22-årig mandlig kollega med en køkkenkniv. Det ene knivstik med­førte læsioner i af den venstre halspulsåre og venstre halsblodåre, og den 22-årige var som følge heraf i livsfare. Det fremgik af de lægelige oplysninger, at den 22-årige ikke ville have over­levet uden akut lægelig behandling. Episoden blev filmet af caféens overvågnings­kamera.

Tiltalte nægtede sig skyldig i drabsforsøg, men erkendte grov vold.

Dommens resultat
På baggrund af overvågningsvideoen og de lægelige oplysninger fandt retten det bevist, at knivstikkene var rettet mod forurettedes hals og overkrop. Efter stikket i halsens placering, dybden af stikket og den kraft, som tiltalte flere gange stak med, lægger retten til grund, at tiltalte må have anset det for i hvert fald overvejende sandsynligt, at knivstikket i halsen ville medføre døden. Et enigt nævningeting fandt derfor tiltalte skyldig i drabsforsøg. 

Straffen blev af et enigt nævningeting fastsat til fængsel i 6 år. Tiltalte, der kom fra Bulgarien, blev udvist med indrejseforbud for bestandigt.

Tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.