Gå til sidens indhold

22 nov 2023

Danmarks Domstole

Bred og ambitiøs aftale om domstolene

Regeringen præsenterede i dag en ny flerårsaftale for domstolenes økonomi for 2024-2027. Alle Folketingets partier står bag aftalen, der sikrer domstolene et væsentligt løft de kommende år.

Regeringen præsenterede i dag en ny flerårsaftale for domstolenes økonomi for 2024-2027. Alle Folketingets partier står bag aftalen, der sikrer domstolene et væsentligt løft de kommende år.

Regeringen blev den 22. november 2023 enig med alle Folketingets partier om en ny aftale for domstolenes økonomi 2024-2027. I flerårsaftalen prioriteres der samlet ca. 2,3 milliarder kroner til domstolene i perioden.   

Midlerne skal bl.a. gå til at ansætte ekstra dommere, dommerfuldmægtige og kontorfunktionærer for at øge kapaciteten og nedbringe sagsbehandlingstiderne, til øget retssalskapacitet og forbedrede bygningsmæssige forhold ved udvalgte retter samt til moderne it-understøttelse og styrket it-sikkerhed. Der afsættes også midler til en styrkelse af retssystemet i Nordatlanten og til forhøjelse af vederlag for børnesagkyndige og øvrige sagkyndige dommere.

Den økonomiske flerårsaftale omfatter også – baseret på arbejdet i Rørdam-udvalget og Retsplejerådet – en række målrettede tiltag, der har til formål at smidiggøre og forenkle centrale dele af retsplejen. Dette vil medføre en frigivelse af kapacitet, der kan anvendes til målrettet bunkebekæmpelse.

”Det er meget positivt, at der nu er indgået en både ambitiøs og bred aftale om domstolenes økonomi for de kommende år. Der bliver afsat en rigtig god ramme, som giver domstolene et væsentligt løft og vil give domstolene mulighed for på sigt at få sagsbehandlingstiderne nedbragt til gavn for retssamfundet og borgerne. Det er også meget positivt, at der er afsat midler til udvalgte byggeprojekter og til it-området”, siger bestyrelsesformand for Domstolsstyrelsen, højesteretsdommer Hanne Schmidt. Hun fortsætter:

”Jeg er glad for, at aftalepartierne med aftalen anerkender domstolenes udfordringer og ser det som en vigtig samfundsopgave at få problemerne løst. Der er også en anerkendelse af, at en løsning vil kræve en stor indsats over de kommende år, og at en nedbringelse af sagsbehandlingstiderne også er afhængig af udviklingen i antallet af sager og sagernes kompleksitet. Med den nye flerårsaftale er domstolene dog langt bedre rustet end hidtil til at nedbringe sagsbehandlingstiderne”.

Her kan du læse mere om aftalen (åbner i nyt vindue)
Her kan du finde selve den økonomiske flerårsaftale (åbner i nyt vindue)