Gå til sidens indhold

18 jan 2024

Danmarks Domstole

Tid til eftertanke

Til maj er det et år siden, at Anne Louise Bormann tiltrådte stillingen som dansk dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Hun har netop haft debut ved Domstolens øverste instans i en sag, hvor etikken udfordrer juraen.

Billede af Anne Louise Bormann

Tekst: Nana Vogelbein
Foto: Kristian Brasen

Den 10. januar 2024 deltog Anne Louise Bormann, dansk dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, i sin første sag i Domstolens Storkammer. Storkammeret er Domstolens øverste instans. Dets afgørelse er endelig.

17 dommere fra forskellige europæiske lande skulle tage stilling til en spansk sag om blodtransfusion til et medlem af Jehovas Vidner mod vedkommendes vilje. Faktuelt er sagen ikke kompleks, men etisk er den til gengæld meget vanskelig, fastslår Anne Louise Bormann.

”Når det drejer sig om det enkelte individs ret til at bestemme over egen krop sat mod lægeløftet om at redde liv, bliver den juridiske beslutning svær at træffe”, ræsonnerer hun.

Sagen verserer fortsat.

Der ligger en lignende dansk sag og venter på at blive behandlet i Storkammeret. Derudover har Danmark 29 andre sager – et rekordstort antal - ved Domstolen.

Vejen til Storkammeret

Anne Louise Bormann har en lang karriere ved Danmarks Domstole bag sig og kommer til Menneskerettighedsdomstolen, ECHR, fra Højesteret. Hun er faldet godt til i sin nye stilling, som hun tiltrådte i maj 2023. Også selvom meget af arbejdet foregår ved et skrivebord.

”Vores sagsbehandling ved Domstolen er skriftlig. Jeg kan godt savne at gå i retten, men har masser af dygtige og søde kolleger, som jeg mødes med hver uge. Desuden er jeg i jævnlig kontakt med den danske jurist, som sidder med den danske portefølje. Hun har været her i næsten 30 år og er en meget stor støtte. Ved Domstolen er der ingen dansk tolk, som kan komme mig til undsætning, hvis jeg har brug for det”, siger hun og fortsætter:

”Hvor det i Højesteret er de unge dommere, der som førstevoterende arbejder mest, er det omvendt ved Domstolen. Som ny dommer begynder man som hovedregel i det små med at forberede sager fra sit eget land, og så bygges der gradvist mere og mere på, så man også forbereder sager fra andre lande”.

De europæiske smertensbørn

Selvom Danmark ikke tidligere har haft i alt 30 verserende sager ved Domstolen, er det intet imod de såkaldte ’high count countries’, altså lande, der har mange sager. De kan have 10.000 sager, der venter på at blive behandlet.

”Domstolen er inddelt i sektioner, og hver sektion har et ’smertensbarn’ med mange sager. I min sektion er det Rumænien. Sagerne omhandler ofte forholdene i fængslerne og manglende kompensation til de borgere, som under kommunismen fik frataget deres ejendom. Der er sådan set politisk fokus på og vilje til, at de involverede skal kompenseres, men der mangler ressourcer”, siger Anne Louise Bormann.

For Danmarks vedkommende handler størstedelen af sagerne ved Domstolen om udvisning eller om omfattende brug af bæltefiksering.

”Det er påfaldende, at der i dansk psykiatri bruges bæltefiksering så meget mere end i andre lande. Danmark er jo ikke det eneste land med farlige patienter, hvor psykiatrien mangler ressourcer. Med den rette indsats kan bæltefiksering begrænses, viser forskningen. Jeg undrer mig”.

En tom lejlighed

På en god dag er pendlertiden fra Danmark til Domstolens hovedsæde i Strasbourg otte timer. Den 56-årige dommer ser derfor frem til det danske EU-formandskab i andet halvår af 2025, hvor der etableres en direkte flyforbindelse, for som hun stille konstaterer, er ”Strasbourg en dejlig by, som er utrolig besværlig at komme til”. Afstanden til familie og venner er dog ikke noget, der i det daglige generer hende.

”Det er faktisk slet ikke så tosset at komme hjem til en tom lejlighed. Når man får et nyt job, hvor man tilmed skal kunne begå sig på flere sprog, stiller det høje krav til ens koncentrationsevne. Det udmatter. At have tid for sig selv giver ro til at bevare det fokus, som stillingen kræver”.

Det danske privilegium

Omverdenen har altid haft Anne Louise Bormanns og hendes families interesse. De har tidligere bl.a. boet en årrække i Mozambique, den ældste søn er bosat og arbejder som arktisk ingeniør i Grønland, og huset, som hun og hendes mand bor i på den københavnske vestegn, er et træhus, der er importeret fra Wisconsin i USA.

”At være ude giver perspektiv. Der er meget få af mine kolleger ved Domstolen, som har orlov, ligesom jeg har. Det er et privilegium, man ikke må tage for givet. Blandt andre den svenske og den britiske dommer har intet job at vende hjem til. Vi kalder det ’the post-mandate situation’. Hvor dommerne ved ECHR tidligere gik på pension, når deres periode udløb, er gennemsnitsalderen nu slutfyrrerne. Det kan blive problematisk for Domstolenes uafhængighed, at dommerne skal bruge den sidste tid af deres embedsperiode på at søge job, og det kan være problematisk for rekrutteringen. Havde jeg ikke haft et job i Højesteret at vende tilbage til, havde jeg ikke søgt”.

Bedre balance

Anne Louise Bormann er den ottende danske dommer ved Menneskerettighedsdomstolen og blot den anden kvinde. Ved ECHR er 16 ud af de i alt 46 dommere kvinder.

”Det er en noget anden repræsentation end i Højesteret, hvor vi er fire kvindelige dommere og 15 mandlige. Og jeg har jo så orlov. Det er en udfordring, som vi drøfter internt i Højesteret. To af de kvindelige Højesteretsdommer har været rundt hos advokatfirmaer for proaktivt at sætte fokus på karrieremulighederne ved Danmarks Domstole. Det er vigtigt, at vi får en bedre balance i kønsfordelingen ved landets overordnede retter. At det bliver fremtidens positive udvikling”.

Lytte, tænke, fordybe

Som tidligere spejder er naturen vigtig for Anne Louise Bormann. Hun lytter og tænker - efter eget udsagn - meget, og peger på evnen til at fordybe sig som en af sine juridiske spidskompetencer. At være med til at vende alle hjørner af en sag er en af årsagerne til, at hun stilede efter Højesteret. Anne Louise Bormann har desuden været dommer i Arbejdsretten, hvor seks dommere tilkaldes, når en konflikt på det offentlige arbejdsmarked skal løses i retten.

”Den menneskelige kontakt er vigtig for mig. I Arbejdsretten kom folk i kedeldragt ind for at afgive forklaring. Det gav et spændende indblik i en verden, jeg normalt ikke kendte til. Ved Domstolen har jeg et nært samarbejde med kolleger, som kommer fra en helt anden baggrund. De har gennemlevet voldsomme systemskifte og haft borgerkrig tæt inde på livet. Det former dem”.

Samarbejde som krumtap

Samarbejdet med dommere, som kommer fra andre retstraditioner og kulturer, er en krumtap ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Anne Louise Bormann understreger, at det har enorm betydning, at Danmark er repræsenteret ved ECHR. Det giver mulighed for at forklare, hvorfor vi i Danmark gør, som vi gør. Dansk logik og jura kan være svær at forstå andre steder i Europa og omvendt.

”Det kræver særlige kompetencer at arbejde ved Domstolen. Både fagligt og menneskeligt. Jeg skal kunne sætte mig ind i et omfattende materiale på kort tid, og det kan være meget udfordrende at behandle en sag fra et andet land sammen med kolleger, som trækker på andre traditioner. Man skal desuden være forberedt på, at man som dommer kommer ud i ukendte juridiske problemstillinger, som bl.a. omfatter etik og interstatslige konflikter. Den sidstnævnte sagstype håber jeg ikke, at vi ser en stigning i”, konkluderer Anne Louise Bormann.

FAKTA

Som dommer ved Menneskerettighedsdomstolen er man valgt for en niårig periode. Man kan ikke genvælges.

Domstolen blev oprettet i 1959. Det er en international jurisdiktion med beføjelse til at træffe afgørelser over individuelle eller statslige klager, der påstår krænkelser af de civile og politiske rettigheder, der er fastlagt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Der bor i alt 700 millioner europæere i de 46 stater i Europarådet, der har ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Du kan læse mere om danske sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på domstolens hjemmeside (åbner i nyt vindue)