Notar
En notar er en person, der kan bekræfte underskrivning af testamenter og andre dokumenter. Oftest drejer notarforretningen sig om testamenter. Her kan du læse om notarens opgaver, og hvad du skal huske at medbringe.
Hvis du skal underskrive et testamente eller en fremtidsfuldmagt, skal du booke en tid online via vores online-bookingsysten.
Ved alle andre dokumenter er der et nummersystem til ventekø. Nummer kan trækkes ved receptionen. Mellem kl. 11:30 og 12:10 har notaren lukket, da der afvikles frokostpause.
Da retten lukker kl. 15.00, kan der kun trækkes nummer indtil kl. 14.45, så der vil være tid til at afvikle notarialforretningen og foretage betaling.
Har du brug for en udkørende notar grundet sygdom, skal der ringes til retten på 9968 4800 og aftales en tid.
Hvorfor notarpåtegning
Ved et notarpåtegnet testamente opnår man følgende sikkerhed:
Testamentet forsynes med en notarpåtegning, hvori underskriftens ægthed samt underskrifthaverens fornuftsmæssige tilstand er bekræftet, en kopi af testamentet bliver opbevaret ved den ret, hvor man har underskrevet for notaren, så man altid kan finde det igen, og notaren indberetter til Personbogen (et landsdækkende register), at man har oprettet testamente, og hvor kopien af testamentet opbevares.
Således er man sikret, at det nemt kan undersøges, om man har oprettet testamente, og sikret, at det nemt kan findes frem, f.eks. efter dødsfald.
Testamenter
Notaren har et kort møde med den person, der ønsker at underskrive testamentet. Notaren skal ikke godkende indholdet af testamentet. Notaren skal sikre sig den pågældens identitet, og at den pågældende er i stand til fornuftsmæssigt at oprette et testamente.
Husk at medbringe:
- Det originale dokument, der skal underskrives. Det må ikke være underskrevet hjemmefra.
- Legitimation i form af pas, kørekort eller anden offentlig billedlegitimation. Hvis du ikke har den nævnte legitimation, kan du spørge notaren, hvad der ellers kan bruges.
- En kopi af testamentet. Der skal udfyldes en forside, som kan hentes her. Af hensyn til læsbarheden anbefales det, at blanketten udfyldes på maskine eller pc.
- Dankort til betaling af retsafgift
Bekræftelse af kopier
Notaren kan bekræfte kopiers rigtighed ved forevisning af visse originale dokumenter.
Dokumenter, der kan bekræftes af den udstedende myndighed, f.eks. eksamensbeviser og vielsesattester, bekræftes ikke af notaren, ligesom notaren ikke kan bekræfte andre landes offentlige dokumenter, hvorom må henvises til det pågældende lands repræsentation i Danmark eller udstedende myndighed i pågældende land.
Kopier af danske pas og kørekort kan dog bekræftes af notaren.
Fremtidsfuldmagter
Lov om fremtidsfuldmagter er trådt i kraft pr. 1. september 2017
Hvordan oprettes en fremtidsfuldmagt
Fremtidsfuldmagter kan ikke oprettes på notarkontoret.
En fremtidsfuldmagt oprettes digitalt i Fremtidsfuldmagtsregisteret på tinglysning.dk. Når fuldmagten er oprettet, skal den underskrives digitalt med MitID.
Hvis man er fritaget for kravet om at modtage digital post fra det offentlige, kan man oprette en papirbaseret fremtidsfuldmagt. Dette sker ved aftalt personligt fremmøde i Familieretshuset. Vejledning findes på familieretshuset.dk.
En papirbaseret fremtidsfuldmagt skal ikke vedkendes for notar, men alene ved personligt møde i Familie-retshuset.
Notarens rolle
Når opretter har underskrevet fuldmagten digitalt med MitID, skal den vedstås for en notar.
Det er vigtigt, at fuldmagten ikke indeholder de sidste 4 cifre i cpr.nr., fordi fuldmagten ved ikrafttræden bliver offentligt tilgængeligt.
Opretter af fremtidsfuldmagten skal for at vedstå denne møde op hos notaren. Notaren bekræfter med digital underskrift, at opretter fornuftsmæssig er i stand til at vedstå fuldmagten. Fuldmagten er herefter tinglyst og ligger passiv i Fremtidsfuldmagtsregisteret, indtil den eventuelt sættes i kraft.
Opretter skal medbringe billedlegitimation (pas eller kørekort) og oplyse det sagsnummer, opretteren selv har valgt at give fuldmagten. Der skal betales en retsafgift på 300 kr.
Særligt for virksomheder
Fuldmagter og andre dokumenter
Dokumenter, som skal bruges i udlandet, skal ofte underskrives for notaren. Notarpåtegninger til udlandet kan laves på engelsk, tysk, fransk og spansk.
Læs mere om notarforretninger på baggrund af underskriftsprøve her.
Husk at medbringe:
Legitimation med billede og retsafgift.
Tegningsudskrift fra CVR må ikke være ældre end 1 måned.
Udkørende notarforretning
Hvis den person, der skal underskrive dokumentet, er sengeliggende eller på anden måde ude af stand til at komme ud og derfor ikke kan møde personligt, skal man skrive en mail til foged.lyn@domstol.dk eller ved telefonisk henvendelse aftale en tid, hvor notaren kommer ud på bopælen.
Retsafgift
Testamenter 300 kr.
Dokument 300 kr.
Underskriftsprøve 300 kr.
Åbning af bankboks 300 kr. + transport
Udkørende notarforretning 300 kr. + transport
Lodtrækning 300 kr.
Bekræftelse af kopi 150 kr.
Retten foretrækker betaling med Dankort eller MobilePay.
Sidst opdateret: 24. juli 2024