Gå til sidens indhold

Østre Landsret

08 nov 2023

Østre Landsret

Påstande i sag mod efterretningstjenester afvist

Dom afsagt: 8. november 2023

Østre Landsret har afsagt dom i sagen anlagt af S mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Landsretten har bestemt, at S ikke kan få domstolsprøvet sine påstande mod PET og FE, da han mangler retlig interesse heri

Østre Landsret har afsagt dom i sagen anlagt af S mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Landsretten har bestemt, at S ikke kan få domstolsprøvet sine påstande mod PET og FE, da han mangler retlig interesse heri.

S oplyste under sagen, at han ønsker at få genoptaget en straffesag i Spanien, hvori han er idømt fængsel i 8 år for integrering i en terrororganisation. Til brug herfor ønskede S at få dom i Danmark for, at der mellem S og henholdsvis PET og FE havde bestået et samarbejde, herunder i forbindelse med rejser til Syrien i 2013 og 2014.

Landsretten afviste ved dommen at prøve S’s påstande om et samarbejde, da en prøvelse ikke ville have betydning for hans retsstilling. Landsretten lagde vægt på, at S ikke havde sandsynliggjort, at han havde adgang til at opnå genoptagelse eller lignende af straffesagen i Spanien. Derudover kunne afgørelserne fra de spanske domstole, herunder den spanske højesteret, ikke forstås på anden måde end, at et påvist samarbejde, uanset karakteren heraf, ikke ville have ført til et andet resultat af straffesagen mod S i Spanien. Da der heller ikke var andre omstændigheder i sagen, der kunne indebære, at en domstolsprøvelse af S’s påstande ville have betydning for hans retsstilling, afviste landsretten S’s påstande.

Landsrettens begrundelse kan i sin helhed læses her.

Sagen har været behandlet af landsrettens 24. afdeling under sagsnummer BS-21108/2022-OLR.