Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

23 nov 2023

Procesbevillingsnævnet

Brug af lydoptagelser fra infiltration i et fængsel som bevis

Procesbevillingsnævnet har den 22. november 2023 meddelt en tiltalt tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 25. september 2023 (S-1893-23).

Tiltalte afsonede i 2020 en dom i et fængsel. Med henblik på at afklare mistanken mod den nu tiltalte vedrørende drabet på en kvinde begået den 4. november 2016 i en park besluttede politiet at foretage en infiltration ved at placere tiltalte og en polititjenestemand kaldet Frank på samme afdeling i fængslet. Samtalerne mellem tiltalte og ”Frank” blev optaget med skjult udstyr, som ”Frank” bar på sig, ligesom tiltaltes celle blev aflyttet, og endelig blev der foretaget en videooptagelse af en af tiltaltes og ”Franks” gårdture i fængslet.

Tiltalte blev efterfølgende tiltalt for drabet på kvinden begået den 4. november 2016.

Spørgsmålet var herefter, om optagelserne samt ”Franks” vidneforklaring kunne anvendes som bevis i straffesagen.

Byrettens afgørelse

Byretten fandt, at de fleste af optagelserne kunne indgå som bevis i sagen, men at optagelserne fra nogle nærmere angivne dage ikke kunne indgå som bevis i sagen. ”Franks” vidneforklaring kunne i det væsentlige indgå bortset fra forklaringen om lydoptagelserne fra de førnævnte dage.

Byretten henviste til, at en del af samtalerne mellem ”Frank” og tiltalte måtte sidestilles med afhøringer, og at de derfor udgjorde en krænkelse af retten til ikke at udtale sig i forbindelse med afhøring og en krænkelse af forbuddet mod selvinkriminering, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, og EMRK art. 6, stk. 1, hvorfor optagelserne udgjorde et ulovligt tilvejebragt bevis. Byretten fandt endvidere, at de efterfølgende samtaler samme dag måtte ses i sammenhæng med samtalerne tidligere på dagen, hvorfor disse aflytninger måtte vurderes som én samlet samtale.

I forhold til vurderingen af, om et ulovligt tilvejebragt bevis alligevel kunne føres, henviste byretten til, at der skulle lægges vægt på bevisets værdi, om beviset var det eneste eller det afgørende bevis, om forsvarets rettigheder var respekteret, kriminalitetens grovhed og karakteren af krænkelsen af EMRK. Byretten bemærkede, at retten til ikke at udtale sig i forbindelse med afhøringer og forbuddet mod selvinkriminering udgjorde helt centrale elementer i relation til en mistænkt eller sigtets processuelle stilling i medfør af retsplejelovens § 750 og § 752 samt retten til en retfærdig rettergang, jf. EMRK art. 6, stk. 1.

På denne baggrund fandt byretten, at de lydoptagelser, der var ulovligt tilvejebragte beviser, ikke kunne indgå som beviser i sagen, uagtet at der ikke var tvivl om lydoptagelsernes ægthed, at forsvarets rettigheder var respekteret, og at de ikke måtte antages at være eneste eller afgørende bevis i sagen.

Landsrettens afgørelse

Landsretten ændrede byrettens kendelse således, at lyd- og videooptagelserne og ”Franks” vidneforklaring i deres helhed kunne indgå som bevis i sagen.

Landsretten fandt, at der var enkelte elementer i samtalerne to af dagene, hvor ”Franks” ageren isoleret antog karakter af en afhøring. På disse enkeltstående punkter fandt landsretten, at tiltaltes udtalelser var fremkommet i strid med retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, og at optagelserne af disse udtalelser derfor som udgangspunkt ikke kunne indgå i bevisførelsen.

Landsretten udtalte, at sådanne beviser dog i visse tilfælde alligevel kunne tillades ført, og at der ved vurderingen heraf efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis skulle lægges vægt på, om forsvarets rettigheder var blevet respekteret, bevisets værdi og bevistes betydning for afgørelsen. Der skulle endvidere foretages en afvejning mellem det offentliges interesse i efterforskningen og strafforfølgning af forbrydelser og anklagedes interesse i, at beviser blev tilvejebragt på en lovlig måde. Der skulle endelige tages hensyn til karakteren af konventionskrænkelsen.

Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at retsplejelovens regler og EMRK art. 6, stk. 1, ikke var til hinder for brugen af lydoptagelserne som bevis. Landsretten lagde vægt på, at der ikke var tvivl om lydoptagelsernes ægthed, at forsvarets rettigheder var respekteret, og at de ikke måtte antages at være eneste eller afgørende bevis i sagen. Landsretten lagde videre vægt på sagens særdeles alvorlige karakter og hensynet til efterforskningen af en forbrydelse som drab. Landsretten henviste endelig til, at overtrædelsen af tiltaltes grundlæggende rettigheder alene var sket på enkelte punkter ud af et samtaleforløb af længere varighed, hvor tiltalte adskillige gange selv bragte drabet op, og at tiltalte under samtalerne benægtede at have haft med drabet at gøre.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/45062.