Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

27 nov 2023

Procesbevillingsnævnet

Om det økonomiske opgør efter en interessents konkurs

Procesbevillingsnævnet har den 23. november 2023 meddelt en interessent tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 23. februar 2023 (BS-25190/2022).

I 2010 stiftede interessenten og en medinteressent et interessentskab, der drev stutteri og socialinstitution. Ifølge årsrapporten for 2018 havde interessenten et negativt indestående på -1.400.679 kr. i interessentskabet, mens medinteressentens indestående var positivt med 1.449.588 kr.

I 2019 blev der afsagt konkursdekret over medinteressenten, men interessenten og medinteressenten forsatte med at drive interessentskabet de efterfølgende år. Med tiden fremsatte medinteressentens konkursbo krav om, at interessenten skulle betale 1.400.679 kr. til konkursboet, svarende til hans negative indestående i henhold til årsrapporten for 2018. Da dette ikke skete, anlagde konkursboet i 2020 retssag mod interessenten omkring kravet.

Der blev ikke udarbejdet årsrapporter for interessentskabet i 2019 og 2020, men på interessentens og medinteressentens foranledning blev der udarbejdet udkast til årsrapporter for 2021 og 2022. Ifølge disse var interessentens negative indestående reduceret til -680.113 kr. i 2021 og vendt til et positivt indestående på 74.276 kr. i 2022. Medinteressentens positive indestående var til gengæld reduceret til 429.251 kr. i 2021 og vendt til et negativt indestående på -184.249 kr. i 2022.

Byretten frifandt interessenten

Byretten fandt, at interessentskabet var undtaget fra konkurslovens bestemmelse om indtrædelsesret, og at interessentskabet hverken var blevet opsagt af konkursboet eller interessenten. Da interessentskabet heller ikke uden videre kunne anses for ophørt blot som følge af medinteressentens konkurs, og da det efter bevisførelsen derimod måtte lægges til grund, at driften i interessentskabet var fortsat efter konkursen, fandt byretten det ikke godtgjort, at interessentskabet reelt var bragt til ophør. Allerede af denne årsag frifandt byretten interessenten.

Efterfølgende opsagde konkursboet den 30. juni 2022 interessentskabet med virkning fra den 31. december 2022.

Landsretten dømte interessenten til at betale 1.400.679 kr. til konkursboet

Landsretten fandt, at konkursboet måtte anses for at være indtrådt i interessentskabet i medinteressentens sted fra tidspunktet for konkursdekretets afsigelse, og at medinteressenten ikke efter dette tidspunkt havde kunnet handle i interessentskabet med forpligtende virkning for konkursboet. Som interessent havde konkursboet været berettiget til at opsige interessentskabet med rimeligt varsel, hvilket tidligst skete ved mailen af 30. juni 2022, således at interessentskabet måtte anses for ophørt den 31. december 2022. Parternes økonomiske mellemværende skulle derfor opgøres pr. denne dato. Imidlertid fandt landsretten, at mellemværendet måtte opgøres på grundlag af årsrapporten for 2018, fordi denne var den seneste årsrapport, som gyldigt var underskrevet af begge interessenter, og fordi konkursboet ikke var involveret ved udarbejdelsen af udkastene til årsrapporterne for 2021 og 2022, ligesom konkursboet ikke var forpligtet af de angivelige økonomiske transaktioner mellem interessenten og medinteressenten, som lå til grund for disse. Landsretten dømte derpå interessenten til at betale 1.400.679 kr. til konkursboet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/13730.