Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

23 nov 2023

Procesbevillingsnævnet

Straffastsættelse i sag om vold i forbindelse med trafikken

Procesbevillingsnævnet har den 22. november 2023 meddelt tiltalte tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 10. august 2023 (S-1379-22).

Tiltalte – som på gerningstidspunktet var 58 år og ustraffet – blev tiltalt for vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved på en parkeringsplads ved et plejehjem at have skubbet forurettede i brystet med knyttet hånd, hvorved forurettede måtte træde et par skridt tilbage, og herefter at have slået forurettede i ansigtet én gang med knyttet hånd, hvorved forurettede igen måtte træde et par skridt tilbage for ikke at falde.

Episoden var opstået i forbindelse med en uoverensstemmelse vedrørende parkering.

Der blev under forberedelse af straffesagen udarbejdet en personundersøgelse, der konkluderede, at tiltalte, der beskæftigede sig som selvstændig erhvervsdrivende, var egnet til at udføre samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf. Tiltalte nægtede sig skyldig.

Byretten idømte tiltalte en betinget fængselsstraf på 40 dage

Byretten fandt det bevist, at tiltalte havde tildelt forurettede et skub i brystet med knyttet hånd og et slag i ansigtet med knyttet hånd, samt at forurettede ikke gjorde modstand. På denne baggrund fandt byretten, at tiltalte var skyldig i den rejste tiltale.

Straffen blev fastsat til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 1.

To af domsmandsrettens medlemmer udtalte, at man havde lagt vægt på karakteren af episoden, voldens begrænsede følger og på oplysningerne om tiltaltes personlige forhold. De to voterende havde på baggrund heraf voteret for, at straffen skulle gøres betinget, og at ét af vilkårene herfor var, at tiltalte skulle udføre samfundstjeneste i 60 timer.

Èt af domsmandsrettens medlemmer udtalte, at der ikke efter omstændighederne i forbindelse med udøvelsen af volden var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at straffen for meningsløs vold i trafikken er ubetinget fængsel. Dette medlem stemte derfor for, at tiltalte skulle straffet med ubetinget fængsel.

Byretten idømte tiltalte en betinget straf på 40 dages fængsel. 

Landsretten stadfæstede dommen, dog således at straffen blev gjort ubetinget

Tiltalte ankede dommen til frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden kontraankede med påstand om skærpelse.

Landsretten fandt indledningsvist, at tiltalte efter bevisførelse for landsretten, og af de grunde, som var anført i byrettens dom, var skyldig efter anklageskriftet.

Herefter bemærkede landsretten, at straffen var passende udmålt.

Endeligt fandt landsretten efter omstændighederne i forbindelse med udøvelsen af volden – uanset at tiltalte ikke var tidligere straffet, og selv om voldsudøvelsen alene havde haft begrænsede følger – at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet om, at straffen for meningsløs vold i forbindelse med trafikken er ubetinget fængsel.

Med denne ændring stadfæstede landsretten dommen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/40838.