10 okt. 2019
Danmarks Domstole
Da Danmark blev en retsstat
100-års jubilæet for både retsplejeloven og Vestre Landsret blev fejret på behørig vis. Det var en stor retsreform, der i 1919 dannede grundlag for retssystemet og vores eksisterende principper for retspleje.
I anledning af retsplejelovens og Vestre Landsrets 100-års jubilæum åbnede landsretten lørdag den 5. oktober 2019 dørene for offentligheden. De besøgende fik blandt andet mulighed for at opleve dommer, anklager og forsvarer, som sammen med jurastuderende spillede aktører i en straffesag.
Der var hele dagen rundvisninger, herunder med fokus på rettens kunstneriske udsmykning, og mulighed for at teste sin viden om domstolene. Endvidere kunne man høre forskellige foredrag om tiden op til retsreformen, om retsopgøret efter 2. verdenskrig, om udviklingen de seneste 100 år, om lægdommerinstitutionen og om landsretten som arbejdsplads.
”Vestre Landsret som institution blev etableret i forbindelse med en stor retsreform, der trådte i kraft den 1. oktober 1919. Ved reformen blev opbygningen af retssystemet og de principper for retspleje, vi kender i dag, etableret. Det betød bl.a. en adskillelse af politi og domstole, indførelse af lægdommere i straffesager, mundtlig behandling af retssager og mange andre af de elementer, som vi i dag opfatter som afgørende for et retssystem med uafhængige domstole. Man kan sige, at Danmark med reformen i 1919 blev en retsstat,” forklarer Helle Bertung, retspræsident i Vestre Landsret.
Åbenhed giver tillid
Grundloven slår fast, at der skal være offentlighed i retsplejen. Det betyder, at der skal være åbenhed om domstolenes arbejde og afgørelser, så borgere, medier og resten af samfundet kan følge med og få indblik i, hvad der sker ved domstolene. Åbenheden er vigtig af hensyn til borgernes tillid til retssystemet.
”Som udgangspunkt er alle retsmøder åbne. Det betyder, at man i alle retsinstanser kan gå lige ind fra gaden og overvære en retssag, lige fra en bødesag til en stor, principiel sag. Det overrasker mange. De fleste mennesker tror, at man skal være involveret i en retssag for at komme i retsbygningen. Vi gjorde meget ud af at fortælle vores gæster om denne mulighed for at komme og overvære en sag,” fortæller Helle Bertung.
Arrangementet var tilrettelagt i samarbejde med Viborg Museum, der har overtaget den gamle landsretsbygning i Gråbrødre Kirkestræde. Viborg Museum er i gang med at indrette et nyt museum i Domkirkeområdet med temaet ”Kongemagt, kirkemagt, retsvæsen og demokrati”.
1249 besøgende lagde vejen forbi Vestre Landsret i løbet af arrangementsdagen.