09 maj 2019
Danmarks Domstole
Danmark i top vurderet på domstolenes uafhængighed og sagsbehandlingstid
Årsberetningen 2018: Danmark ligger i top i EU, når medlemslandenes befolkninger bedømmer deres dommeres og domstoles uafhængighed.
Den danske befolkning har stor tiltro til uafhængigheden i Danmarks Domstole. Da analyseinstitutter i 2018 spurgte borgerne, hvordan de vurderer deres eget lands retssystem, landede Danmark på 1. pladsen blandt EU’s 28 medlemslande. 87 pct. af de adspurgte danskere vurderede, at uafhængigheden er ”god” eller ”meget god” i vores retsvæsen – mens gennemsnittet for EU-landene var 56 pct.
”Det er meget tilfredsstillende, at domstolenes uafhængighed bliver vurderet højt, når man spørger borgerne", siger bestyrelsesformand Hanne Schmidt.
"Det er helt centralt for vores opgave, at vi nyder tillid i befolkningen, og vi kan være stolte af vores førsteplads i EU-undersøgelsen på dette punkt."
Danmark fastholder sin position på uafhængighed med samme høje vurdering som i 2018 i EU Justice Scoreboards seneste rapport fra april 2019.
Korte sagsbehandlingstider
En analyse af sagsbehandlingstiderne for civile sager i 1. instans placerer også Danmarks Domstole i front. Her er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid tre uger, mens gennemsnittet for de øvrige undersøgte lande er lige knap seks måneder. Den lave sagsbehandlingstid i Danmark hænger sammen med den digitale tinglysning, der trækker gennemsnittet væsentligt ned.
”Vi oplever generelt en stigning i antallet af sager ved retterne, og korte sagsbehandlingstider er et strategisk vigtigt mål for Danmarks Domstole,” siger direktør Kristian Hertz og uddyber:
"Det er positivt, at vi i sammenligning med vores europæiske kolleger er blandt de bedste. Det skyldes især den digitale tinglysning, mens vi kan se, at sagsbehandlingstiden i de almindelige civile sager udfordres af det øgede antal straffesager. Vi vil derfor også fortsat have stort fokus på at optimere og udvikle vores sagsgange bl.a. ved en yderligere digitalisering af sagsbehandlingen.”
Disse og andre statistikker kan du finde mere om i Domstolsstyrelsens Årsberetning 2018, hvor du også kan læse om udviklingen på en række af fokusområder for Danmarks Domstole som det nye familieretlige system, minretssag.dk, straffesagskæden, databeskyttelse m.m.