Gå til sidens indhold

08 maj 2020

Danmarks Domstole

Retssager i Bella Center

Efter genåbning mangler retterne lokaler til store sager. Derfor lejer domstolene nu lokaler i Bella Center. Aftalen løber til 1. september 2020.

  • De fysiske rammer i landets retter er meget forskellige. Retterne har store retssale til rådighed, men som følge af sundhedsmyndighedernes anbefalinger, bliver disse sale presset, da flere mindre sager skal afvikles i store retssale.
Vigtig information til brugerne af retssale i Bella Center
  • Afstand, rengøring og hygiejne: Lokalerne er indrettet, så det er muligt at holde en afstand på 2 meter mellem de tilstedeværende personer, og så der er min. 4 kvm. pr. person. Hold afstand og følg de sundhedsmæssige retningslinjer.  Se vigtig information til rettens brugere på domstol.dk her.
  • Adgang til retsmøderne: Reglerne om offentlighed i retsplejen gælder også under genåbningen af Danmarks Domstole, men afviklingen af de fysiske retsmøder skal ske på en sundhedsmæssig forsvarlig måde. Dommeren har – som altid – mulighed for at begrænse antallet af tilhørere i retssalen. Dette kan for eksempel ske for at sikre, at gennemførelsen af de fysiske retsmøder sker på en retssikkerhedsmæssig og sundhedsmæssig forsvarlig måde under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes retningslinjer og anbefalinger om afstandskrav. Journalister har på baggrund af et konkret skøn som hovedregel forrang frem for andre uden direkte forbindelse til den konkrete sag.

For at minimere risikoen for smittespredning skal der være mindst 2 meter mellem de tilstedeværende i en retssal, og der skal være min. 4 kvm. pr. person. Det fremgår af sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Afstandskravene betyder, at nogle retter mangler fysisk kapacitet til at gennemføre nævningesager og sager med mange tiltalte. Derfor har Domstolsstyrelsen nu indgået en aftale om leje af et område i Bella Center Copenhagen i perioden frem til og med august 2020.

Lokalerne i Bella Center bliver indrettet så sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdes. Det bliver primært Østre Landsret og Københavns Byret, der kommer til at bruge lokalerne.

De første sager, som forventes påbegyndt i uge 20 i Bella Center, er nævningesager, som Østre Landsret behandler. Den ene sag handler blandt andet om drabsforsøg begået i forbindelse med en bandekonflikt. Der er 10 tiltalte i sagen, hvoraf 8 er arrestanter. Den anden sag omhandler blandt andet røveri. I denne sag er der 3 tiltalte, hvoraf 1 er arrestant.

”Vi har et klart mål om at afvikle så mange sager som overhovedet muligt efter genåbningen af domstolene. Aftalen om brug af Bella Center Copenhagen betyder, at retterne kan afvikle flere store sager – uden at gå på kompromis med sundheden, den fysiske sikkerhed eller retssikkerheden for de involverede. Aftalen er indgået efter tæt dialog med Bygningsstyrelsen, Politiet og Kriminalforsorgen. Vi arbejder nu videre på også at finde egnede lokaler andre steder i landet og i efteråret”, siger Kristian Hertz, direktør i Domstolsstyrelsen.

Aftalen omfatter en større hal til retssale og større områder til arrestanter og votering. Der vil blive indrettet to retssale på mellem 900 og 1.200 kvadratmeter. Der vil være plads til op til 20 tiltalte i den største retssal og begge retssale vil kunne indrettes til domsmandssager og nævningesager efter behov.

Sikkerheden i retssalene vil skulle varetages af Politiet og Kriminalforsorgen, når det gælder bevogtningsmæssige opgaver. Øvrige sikkerhedsmæssige forhold vurderes af politiet i de konkrete sager.