10 sep. 2020
Danmarks Domstole
Evaluering af og udredning om nødberedskab
Domstolsstyrelsens bestyrelse har den 9. september 2020 besluttet, at domstolenes kriseberedskab og beredskabsplan evalueres og opdateres af en intern arbejdsgruppe, og at domstolene deltager i Folketingets udredning af COVID-19.
Bestyrelsen har besluttet at nedsætte en intern arbejdsgruppe, som skal afgive anbefalinger til procedurer mv., der skal gælde ved domstolene i lignende større kriser som COVID-19-krisen.
Arbejdsgruppen skal overveje og komme med anbefalinger vedrørende beslutningsproceduren ved iværksættelsen af et kriseberedskab, beslutningsproceduren under kriseberedskabet og ændringer i beredskabsplanen mv. Arbejdsgruppen ledes af en landsretspræsident.
Folketingets udredning
Folketinget har nedsat en COVID-19-udredningsgruppe, som er ledet af professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen. Udredningsgruppen anmodede i august 2020 om materiale fra Domstolsstyrelsen, da udredningsgruppen ønsker at inddrage nedlukningen og genåbningen af domstolene i sit arbejde. Domstolsstyrelsens bestyrelse har besluttet at imødekomme anmodningen.
Udredningsgruppen har i sin henvendelse til Domstolsstyrelsen understreget, at den er opmærksom på den særlige uafhængighed, som domstolene nyder.