Gå til sidens indhold

11 okt 2021

Danmarks Domstole

Kulturnatten i København 2021: To retter åbner dørene

Den 15. oktober slår Højesteret og Østre Landsret dørene op for de interesserede. For Østre Landsrets vedkommende er det sidste Kulturnat, der bliver holdt i de gamle, historiske bygninger i Bredgade, før retten flytter til nye lokaler.

To retter placeret i København åbner dørene på den første københavnske Kulturnat siden 2019. Her kan du læse lidt mere om begivenhederne i Højesteret og Østre Landsret:

Højesteret
Højesteret giver mulighed for rundvisninger, der kredser om rettens historie, virksomhed og placering i samfundet. Deltagere har adgang efter først til mølle-princippet, og da der normalt er stor søgning til arrangementet, er det hensigtsmæssigt at møde op tidligt.

Læs mere på Kulturnattens hjemmeside: Højesteret

Adresse: Højesteret, Prins Jørgens Gård 13, 1218 København K.

Østre Landsret
Østre Landsret flytter i 2022 til nye lokaler i Nordhavn, så det er sidste chance for at opleve landsretten i de historiske lokaler i Bredgade.

Flere af landsrettens dommere vil være til stede og fortælle om hvilke sagstyper, landsretten behandler. Derudover vil der være mulighed for at opleve både rets-rollespil og deltage i forskellige rundvisninger, herunder en kunstrundvisning. Tilmelding er nødvendig. Landsrettens restaurant vil være åben.

Læs mere på Kulturnattens hjemmeside: Østre Landsret

Adresse: Østre Landsret, Bredgade 59, 1260 København K.

Derudover vil også det historiske Bernstorffske Palæ være åbent for besøgende. Palæet rummer otte af landsrettens 25 afdelinger. Hør om den særlige bygning, herunder den smukke gobelinsal og marmortrappen i forhallen. Tilmelding er nødvendig.

Læs mere på Kulturnattens hjemmeside: Østre Landsret - Det Bernstorffske Palæ

Adresse: Østre Landsret - Det Bernstorffske Palæ, Bredgade 42, 1260 København K.