Gå til sidens indhold

21 dec. 2021

Danmarks Domstole

Skærpede COVID-anbefalinger om bl.a. mundbind og afstand

Danmarks Domstoles krisestab skærper anbefalingerne til retterne om bl.a. mundbind, afstand og retsmøder udenfor retsbygningen.

Krisestabens anbefalinger kommer i den aktuelle situation med stigende smittetal og skal bidrage til at beskytte ansatte og brugere mod at blive smittet med COVID-19 og til, at arbejdet ved retterne kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Anbefalingerne, der foreløbigt gælder frem til og med den 16. januar 2022, omfatter:

Afstand

Krisestaben er opmærksom på Sundhedsstyrelsens anbefalinger herom. I den aktuelle situation anbefaler krisestaben, at de enkelte retter overvejer, hvordan lokaler og faciliteter indrettes, så pladsen udnyttes bedst muligt i forhold til at holde afstand fx mellem dommere og domsmænd, tilhørere eller de tilstedeværende personer ved notarforretninger, fogedsager mv.

Retten og den enkelte dommer kan også overveje at begrænse antallet af tilhørere. Endelig kan retterne overveje at genetablere fysiske barrierer (plexiglas mv.).

Mundbind

Det er den enkelte præsident, der beslutter, om der skal bæres mundbind i retsbygningen, og det er dommeren/retsformanden, der i de enkelte sager konkret tager stilling til, om der kan/skal bæres mundbind inde i retssalen.

Krisestaben anbefaler imidlertid, at der ved de enkelte retter indføres et krav om brug af mundbind eller visir i offentligt tilgængelige gang- og ventearealer i rettens bygninger.

Retsmøder uden for retsbygningen

Retterne kan fortsat gennemføre alle typer af retsmøder uden for retsbygningen under forudsætning af, at gennemførelsen kan ske sundhedsmæssigt forsvarligt.

Beslutning om gennemførelse af retsmøder uden for retsbygningen bør dog tilpasses efter en konkret vurdering af den aktuelle smittesituation, herunder om der lokalt er et stort smitteudbrud eller smittetryk, hvor der kan være en sundhedsmæssig risiko ved at gennemføre retsmødet uden for retsbygningen.